tirsdag den 10. november 2009

Vil du med til kunst & klima fernisering?

På torsdag skal jeg til fernisering på et spændende kunstprojekt. Kunne du tænke dig at komme med?

Udstillingen hedder RIGHT NOW! og er en stor international klimaudstilling i Øksnehallen. Der er fernisering på torsdag d. 12. november kl. 16-19. Og du er meget velkommen!

RIGHT NOW! er arrangeret af :VENUE contemporary art gallery og har Christian Stadil som kurator.

Udstillingen er en aktuel kommentar til FN's klimatopmøde, der jo afholdes i København i december. Og værkerne er skabt af en bred vifte af både etablerede og unge lovende danske og internationale kunstnere. Du vil ikke møde dommedagsværker, men værker der sætter din egen indre dialog i gang... Får dig til at forholde dig til den udfordring hele verden står overfor med hensyn til klimaforandringerne.

Jan Esmanns værk herover hedder Earth Listeners. Her lytter 13 kloner til jordens hjertebanken. Måske vi også bør lægge ørerne til jorden ind i mellem og lytte efter?
Eller hvad med Clarina Bezzolas værk Searching for the Place where Parallel Worlds Meet. Har vi mistet troen på en forbindelse til vores egne rødder? Har vi mistet troen i vores forhold til jorden?

Som Christian Stadil skriver i forordet til kataloget: Selvom temaet er alvorligt, betyder det ikke, at vi ikke kan nyde værkerne, for det de er. Kunst. So grab a glass of wine, hang out and enjoy!

Håber vi ses!

Birgitte

mandag den 9. november 2009

Jo, du vil til Århus!













At Jeppe Heins hidtil største soloudstilling i Danmark Sense City kan opleves på ARoS i denne tid er ikke en nyhed. Udstillingen åbnede d. 9. oktober, men jeg har ikke set den endnu. Heldigvis kører den helt frem til d. 21. februar, så jeg kan også sagtens nå det...du kan sagtens nå det. Århus er en dejlig by - ARoS er et skønt museum, så det kan klart anbefales.

På www.kopenhagen.dk kan du i denne uge læse et interview med Jeppe Hein og se billeder og filmklip fra udstillingen.

Jeppes værker er næsten altid interaktive. De er afhængige af beskueren til at sætte værkerne igang. Jeppes kunst ER mødet mellem dig og hans værker. Eller sagt på en anden måde: det er i selve mødet, at kunsten opstår. På den måde er det aldrig kedeligt at opleve Jeppes kunst! Man oplever ikke kun kunsten. Man er med til at skabe den.

Jeg skal snart til Århus ;-)

Birgitte

onsdag den 28. oktober 2009

Nu larmer Larm og Lav igen!

Hos Peter lav kan du fra på fredag se værker af Julia Peirone under titlen Violet Vertigo.

Julia er en ung anerkendt svensk kunstner, der hovedsageligt arbejder med fotografi. Og hvilke fotografier!

Værkserien Blackberry Bloom skildrer på den ene side kvinden på en ærlig, nøgen, sensuel og privat måde men på den anden side også med en distanceret, manipuleret, udstillet og poleret ydre facade.

I mine øjne er de smukke. Helt utroligt smukke. De sorte baggrunde får den lyse hud til at træde helt ud af billedet. De fotografisk skarpe og hårde grænser får den bløde kvindehud til at fremstå endnu blødere. Kontrasterne fungerer.

I samme lokaler ligger Larm Galleri. Her viser de Christian Achenbachs udstilling Lost and Found. Han laver simpelthen også bare super fede værker... energi og musik strømmer ud af hans kunst.

Og det skal jeg altså også se, selvom jeg denne fredag er kommet til at invitere middagsgæster ... I Et eller andet kådt øjeblik glemte jeg, at mine ferniseringsfredage er hellige. Det sker af og til og det er ærlig talt temmelig irriterende, for det ender som regel med, at jeg når begge dele halvt.

Nå - pyt...

Begge gallerier holder fernisering på fredag kl. 17-20. Og de bor på Bredgade - tæt på Christoffer Egelund, der jo viser Art is Easy. Så tag en god ven under armen og start din week-end med en fernis-runde ;-)

Vi ses ;-)

Birgitte

tirsdag den 27. oktober 2009

Is Art Easy? - vurdér selv på fredag

Kunstneren bag Galleri Christoffer Egelunds kommende udstilling Art is Easy er Jes Wind Andersen.

Udstillingen forholder sig til maleriet som genre. Alt det overflødige er skrællet af, og tilbage står det nøgne maleri - maleriets helt basale egenskaber og særlige kvaliteter.


Titlen Art is Easy dykker ned i en række fordomme og antagelser om kunst. Er den simple kunst god kunst, eller skal den være kompliceret for at være god? Skal værker have været lang tid undervejs, eller kan god kunst godt være produceret hurtigt? Skal kunst være svært, eller kan det godt falde som en leg? Handler god kunst om godt håndværk, overflade og penselstrøg, eller er den bærende idé det væsentlige?

Udstillingen rummer efter sigende udover malerier også fotos, video og lys. Igen er det en undersøgelse af maleriet. Hvordan fungerer maleriet som genre overfor fotoet eller det levende billede?

Jeg er spændt på, om det rykker noget, eller om det bare er en kulørt lollypop oplevelse.

Der er fernisering hos Egelund på fredag kl. 16-19, og han plejer at gøre det godt, så kom og se for dig selv.

Birgitte

mandag den 26. oktober 2009

Ærtebjergs foruroligende univers

På Galleri Mikael Andersen kan man i denne tid se værker af Kathrine Ærtebjerg.

De er ikke helt så naive og lykkelige på overfladen, som de plejer at være. Det sære og foruroligende har taget over, og det er faktisk godt, synes jeg. Det barnlige og drømmende univers, hendes værker normalt rummer, er erstattet af mørke skyggefulde motiver. Hendes uskyldige væsner er ikke mere så uskyldige, og de står ikke længere på tærsklen til noget farlig - de er midt i det. Faktisk er det som om, de mørke skygger har taget over og lever deres eget liv, derfor er det også pudsigt, at titlen på udstillingen er Out of Darkness.

Jeg kan godt lide, når malerier eller kunst i det hele taget fortæller historier. Det må man sige Ærtebjergs værker gør.

Udstillingen varer til d. 28. november, og jeg vil klart anbefale dig at nå forbi. Du kan evt. gøre det på fredag, hvis du alligevel skal på ferniseringsrunde i nabolaget.

Måske vi ses ;-)

Birgitte

torsdag den 22. oktober 2009

Hvor ligger Skive?

Mie Olise Kjærgaard hedder hun - den unge danske billedkunstner, der udstiller på Skive ny kunstmuseum i denne tid. Hendes første danske museumsudstilling efter en del år i udlandet.

Udgangspunktet for værkerne er en forladt og forfalden forlystelsespark i Berlin, og motiverne af de forladte konstruktioner fortæller historier om ødelagte drømme og liv, der engang var. Forlystelsesparken, der engang var et sted fyldt med liv, larm, dufte, søde sager, de unges skrig i rutschebanen og glade børn og familier, er nu tom og stille. Hvor blev det hele af? Hvad blev der af glæden? Og ikke mindst hvad byder stedet på i dag?

Jeg har ikke set udstillingen men har set tidligere værker af Mie Olise. Og jeg vil rigtig gerne se den, aller mest fordi jeg allerede uden at have set værkerne kan mærke en melankoli lægge sig omkring mig bare ved at skrive om den her på bloggen. Tomme rustne rutschebaner, ukrudts tilgroede bede, grimhed, ensomhed og stilhed. Fremfor alt stilhed. Ikke en fredfyldt og helbredende stilhed men en nedbrydende og uhyggelig stilhed, der kun brydes
af ballongyngerne, der hænger og svajer lidt i vinden og giver rustne hyle lyde.

Den moltone vil jeg gerne opleve på Skive ny Kunstmuseum. Men hvor ligger Skive? ;-)

Birgitte

onsdag den 21. oktober 2009

Hvad skal du på lørdag?













Fra torsdag til søndag er der International Performance Art Festival i Warehouse 9, bygning 66 i den brune kødby.

Jeg vil især gerne opleve Niko Raes lave sin body-performance lørdag kl. 22-24. Men min lørdag aften er desværre allerede afsat til anden side.

Hvis du har tid, så giv dig selv én på opleveren... en lørdag aften, der ikke bare er, som lørdagaftenener plejer at være. Måske er det barskt, måske er det smukt, måske er det uhyggeligt, intimt eller intenst - det er med garanti hverken Vild med dans eller Fangerne på fortet. Men du skal bestille billet, for der er begrænsede pladser.

Du kan se det fulde program og bestille billet HER.
Og du kan se eksempler på Niko Raes værker HER - især hans videoklip, er fantastisk.

Prøv noget nyt - og se hvad der sker - måske er det fedt ;-)

Birgitte