Emerging artists rocks

På Zoo Art Fair sker der noget med kunsten, som ikke sker på Frieze. På Zoo handler det om kunst. Om kunst, der eksperimenterer, udforsker, fabulerer, og leger. Om kunst der ER her, bare fordi det er, ikke fordi store fancy pancy gallerier skal tjene boksen på dem. Her får man kunstoplevelser med sig hjem, der kryber ind under huden og kan mærkes... de gør en forskel. Jo, der er kunst af svingende kvalitet, det hører med, når man er ung kunstner der prøver sit ståsted som kunstner af, men ikke mere svingende end jeg vil påstå, man finder det på Frieze.

Jeg kunne f.eks. ikke stå for Chris Kennys værker: små bitte billeder eller tekster sat på nåle i et super gennemført grafisk mønster bag glas og ramme.

Nogen (billede) danner cirkler med runde miniture fotos af mennesker. Mennesker der er tykke som tynde, mørke som lyse, unge som gamle, glade som sure, men fremfor alt bare er mennesker på lige fod med hinanden. Og som udgør en enhed - en menneskelig enhed.

Andre af hans værker består af små tekststykker, der danner et perfekt kvadrat og handler om livet, krigen, troen, kærligheden, landet, døden osv. Fine værker i detaljen - i helheden og i ideen.

På Zoo var der også videoværker... der var værker jeg som deltager var med til at skabe, der var lydværker, der var mystiske installationer. Der var kunst!

Og så var der denne gravsten, der med sit tomme kys ramte mig lige der, hvor alle de andre tomme kys fra dem, der ikke er her mere ligger.

Mine oplevelser på Tate må du vente med til i morgen. Så stay tuned!

Taknemmelig kunsthilsner

Birgitte