mandag den 16. august 2010

Mine 3 særlige ferniseringsoplevelser 13/8-2010

Denne første uge - efter en lang sommerpause og en hektisk weekend med vand i kælderen (og nej, det var ikke rent) - kårer jeg vinderne af følgende 3 kategorier:

1. Den udstilling jeg absolut må se igen.
2. Den gladeste og mest stolte gallerist.
3. Den fineste fine udstilling.

1. I kategorien Den udstilling jeg absolut må se igen vinder Rohde Contemporary med Jeanette Ehlers udstilling The Invisible Empire.

Ferniseringer og videokunst er ikke en god cocktail. Det er en rigtig skidt kombination. Jeg har sagt det før: videoværker kræver tid, fordybelse og ro... og det er der mildest talt ikke meget af ved en fernisering.

Jeg stjal glimt af Jeanette Ehlers værk mellem samtalerne, og det jeg så, fik mig til at ville se mere (det er vel derfor, videokunst i kombination med fernisering alligevel giver mening). Personlige tragedier, misbrug, afmagt, resignation og uforklarlig uretfærdighed formidlet på en ærlig og klar måde af et menneske, der stadig kan se kameraet i øjnene, så det bliver stærkt og gør ondt på samme tid. Flere glimt fik jeg ikke, men jeg kommer helt sikkert forbi for at se værket en eller anden hverdag på et tidspunkt, hvor jeg kan håbe på, at have galleriet for mig selv. Jeg tror, der ligger en særlig oplevelse og venter.

2. Vinderen i kategorien Den gladeste og mest stolte gallerist er Tom Christoffersen. Han var så glad, at han summede rundt blandt gæsterne i et tempo, jeg aldrig har set ham have før og smittede alle med sin entusiasme. Det var faktisk helt svært at sige nej tak til den kolde fadøl, han så gerne ville servere for mig "den er HELT kold" lokkede han, og selvom jeg ikke bryder mig om øl, lød det tillokkende ;-)

Skønt var det. Og forståeligt. For Krista Rosenkilde havde lavet en rigtig god udstilling (læs Kristas gæsteindlæg i et tidligere indlæg her). Og det må være noget ganske særligt at have satset på en helt ung kunstner på et meget tidligt tidspunkt i hendes karriere og se det give pote. Se det virke. Se det gå fra at have det rette potentiale til at have det rette format. Format nok til ikke kun at være en god debutsolo men til at være en kunstner, det skal blive spændende at følge fremover. Tillykke til Krista og Tom og tak for en dejlig ferniseringsoplevelse.

3. I kategorien Den fineste fine udstilling er der ingen tvivl. Den er at finde hos Helene Nyborg, der viser Yuji Watabes udstilling Unidentified Worlds.

Værkerne er enten udviskede og slørede eller knivskarpe. Landskabsværkerne tilhører første kategori. I første øjekast er de slørede som en verden, der ses gennem et florlet gardin. Ved nærmere eftersyn er de detaljerede og pertentlige, som kun japanske kunstnere kan gøre det. De ligner fotografier under fremkaldelse - en antydning af et landskab der er på vej, men som stadig rummer noget uset. Jeg venter. Venter på at de sidste detaljer og figurer skal træde frem. Det er næsten magisk. Jeg har lyst til at trække gardinet til side og se det skarpt. NU! Men jeg bliver holdt fast i det drømmende mellemrum - og her er smukt.

Teknikken er et studie i sig selv. Horisontale streger skaber motivet. Jeg får oplevelsen af, at Yuji Watabe har tegnet det på samme måde som en printer printer. Oppe fra og ned. Linje for linje. Om jeg har ret, ved jeg ikke, men det er en fascinerende tanke. Uanset hvad må han med sin strejteknik have et vildt overblik over sit motiv, inden han kan sætte sig til papiret.

Udstillingen viser også et portræt af en ung pige. Hun er i modsætning til landskabsværkerne knivskarp. Men nu er det ikke bare et fuldt fremkaldt fotografi. Det er ikke kitchet som fotografisk malede værker (eller tegninger) ofte bliver det. Det er fint og delikat.

Ja, det er uden tvivl den fineste fine udstilling. Og den kører indtil d. 5. september, så du kan sagtens nå ind forbi!

fredag den 13. august 2010

Ferniseringsfredag 13/8 -2010

Så er gallerierne så småt ved at vågne efter ferien. I går åbnede Tom Christoffersen med en spændende soloudstilling af Krista Rosenkilde. Og i aften gælder det gallerierne i Bredgadekvarteret.

Nogen gange holder alle gallerier i Bredgadekvarteret fernisering på samme dag. Det er overvældende, når det sker og næsten umuligt at nå at se det hele. I aften er heldigvis ikke en sådan hektisk aften. Jeg har valgt 4 gallerier ud, som jeg vil besøge.

Først går turen til Rohde Contemporary, der viser solo med Jeanette Ehlers under titlen The Invisible Empire. Jeanette Ehlers har netop her i foråret 2010 modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium! Og jeg glæder mig til at se hendes værker i aften. Ferniseringen åbner kl. 17.

Dernæst skal jeg forbi Mikael Andersen, der viser Moshekwa Langas solo Black Maria. Der vil være både tegninger, collager, fotografier, et videoværk og en gulvinstallation. Jeg kender ikke kunstneren, men opsnapper ord som: sydafrikansk kultur, spraymaling, neglelak, rødvin og ødelagte landskaber... hmmm, det lyder som noget jeg må se!

Så går turen ned i den anden ende af Bredgade. Martin Asbæk viser nemlig gruppeudstilling med (hvis jeg talte rigtigt) 29 forskellige kunstnere. Ferniseringen hedder Summer in the City og kører fra 17-19. Bagefter er der summer in the city after party for særligt inviterede med "Delicious cool Campari cocktails, free bar and DJ Djuna Barnes". Der skal nok blive tryk på. 29 kunstneres gæster alene må fylde godt op ;-) Men jeg tror nu, jeg ser udstillingen og lister videre til næste kunstdestination.

For Helene Nyborg viser værker af japanske Yuji Watabe under titlen Unidentified Worlds, og det vil jeg ikke gå glip af!

Jeg håber, vi ses derude!

torsdag den 12. august 2010

Velkommen tilbage & Gæsteblogger #3: Krista Rosenkilde

Hej igen og velkommen tilbage til bloggen. Jeg håber, du stadig vil læse med, selvom jeg har holdt en lang blog-ferie.

Jeg har brugt meget tid på at lade dagene flyde, solen skinne, tankerne svæve og på at hygge mig med familien. Jeg har dog også brugt tid på noget helt andet. Jeg har arbejdet lidt (læs: en del) i smug. Jeg har skabt helt nye kunstrådgivningstilbud, foredrag og kurser. Du kan f.eks. blive KUNSTpilot, eller hvad med at stige ombord på KUNSTexpressen? Det kan du læse mere om snart på min nye hjemmeside, som er lige ved at være klar til at gå online.

Grunden til at dét er vigtigt for dig, kære bloglæser, er, at min blog flytter over på min nye hjemmeside. Indholdet af bloggen kommer til at være som det plejer: ferniseringsanbefalinger, ferniseringsanmeldelser, indlæg om kunstnere, invitation til særarrangementer, debatoplæg, gæsteblog-indlæg m.m. Så jeg håber, du flytter med ;-) og jeg skal nok love at gøre dig opmærksom på, hvornår bloggen holder flyttedag.

For at fejre, at bloggen nu ruller i gang igen efter ferien, lægger jeg ud med en særlig aktuel gæsteblogger. Hun er ung, hun er ny, hun er klar med sin første soloudstilling med værker, der lægger sig i mellemrummet mellem maleri og skulptur. Værkerne vokser ud ad væggen og antager figurer og mønstre, der minder om mønstrene i et kalejdoskop - skiftende rumlighed og gentagelser af former og farver i én uendelighed.

Mine damer og herrer... Jeg vil klart anbefale jer, at komme til hendes fernisering i aften hos Galleri Tom Christoffersen, men først er ordet Krista Rosenkildes:

”Min højre hånd er bundet ind i bandage, og folk joker med, om jeg har malet for lidt for hårdt...? Men det er ikke helt løgn... Jeg har knoklet som en sindssyg den sidste halvanden måned for at få de sidste værker færdige!

Jeg har haft rigtig meget at se til, siden jeg blev færdig på akademiet for et år siden... Dels med at arbejde på min udstilling men også med at få atelieret, hverdagen og ikke mindst økonomien til at hænge sammen. Det er lidt af en omvæltning at ’komme ud på den anden side’! Det er herude, jeg har fundet ud af, hvad der skal til for, at det kan løbe rundt, og drømmene kan realiseres. Det er både hårdt og helt vildt spændende...

Udstillingen består af vægskulpturer/objekter og papirværker. Jeg har undersøgt, hvordan man kan bruge perspektivets optiske illusionsmuligheder. Malerierne er blevet tredimensionelle og er sprunget ud af fladerne i geometriske former og facetter.Nu er alt færdigt, hængt op og parat, der er ikke andet at gøre end at gå rundt om sig selv med sved på panden til i morgen, hvor min første soloudstilling ”Not So Square” åbner...

Værkerne bedrager og forfører med sirligt malede mønstre, som jeg henter fra forskellige tidsperioder og modetendenser. Den totale mønsterovermaling er for mig en fordybende og meditativ (måske til tider nærmest manisk) proces.

Det er vigtigt, at man kan fornemme intimiteten, der ligger i mønstrene, de har et så at sige håndlavet ’feel’, der står i kontrast til de mere eksplosive skarpe former, de beklæder.

Værkerne er i forhold til mine tidligere mere ’fortællende’ malerier meget mere stramme og reducerede. Værkerne er ikke entydigt figurative men bevæger sig i et mere abstrakt formsprog. Men for mig indeholder ornamentikken og sammensætningerne en følsomhed eller en tilstand, der bliver fortællingen i værkerne.”


Læs mere om udstillingen og om Krista Rosenkilde her:

http://www.tomchristoffersen.dk/

http://bitchslapmag.com/2010/local/not-so-square/

Og se den her lille film-teaser ;-) http://www.youtube.com/watch?v=xUmwGiTPYjw

torsdag den 17. juni 2010

Sommerferie












Som du måske har bemærket, har mine indlæg været temmelig sporadiske på det seneste. Det skyldes uoverskuelig turbulens i stortset alle dimensioner af mit liv (jeg vil spare dig for detaljer). Der har derfor ikke har været meget overskud til kunstoplevelser og endnu mindre til blogskrivning.

Jeg har besluttet at holde blog-sommer-pause fra nu af, og holder en velfortjent og plejende ferie. Jeg håber, I er her alle sammen, når jeg vender tilbage igen midt i august.

Rigtig god ferie!

Birgitte

tirsdag den 8. juni 2010

KP#43 med CMYK, Rimbaud & Spanner



Her kommer Kunstpausens 3 gode bud på kunst i KBH lige nu... Du kan abonnere på Kunstpausen, så du løbende modtager deres små korte filmreportager fra kunstbegivenheder i Kbh. I like ;-)

mandag den 7. juni 2010

Direktørens valg...


Se Jesper Just fortælle om sit virke som kunstner i denne film. Jesper Just er én af de kunstnere hvis værk Christian Gether har valgt at indkøbe til Arken. Arken er nemlig 1 ud af 10 internationale museer, der har fået et beløb af Essl Museum i Wien i anledning af dets 10 års jubilæum til indkøb af ung samtidskunst. Arkens Direktør har foruden Jesper Justs værk En rejse i glemsel valgt at købe et maleri af Anselm Reyle og et broderet tekstilværk af Hans Hamid Rasmussen. Læs mere om projektet og de valgte kunstnere her på Arkens hjemmeside.

torsdag den 27. maj 2010

Ferniseringsfredag 28/5 2010













I morgen begynder faktisk i aften. For i aften kl. 20 er der afgangsudstilling med studerende fra billedskolerne ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. På Charlottenborg viser 34 helt nye skud på stammen deres afsluttende værker efter 6 års kunststudier. Spændende!

I morgen vil jeg begynde hos Nicolai Wallner, der viser Richard Tuttles udstilling Source of Imagery. Jeg vil fortsætte ind til naboen IMO, der viser Marc Behrens. Og så håber jeg, at den anden nabo, Nils Stærk, holder åbent sent, så jeg kan smutte ind i mellemrummet og se Superflex.

Andersens Contemporary viser Makiko Kudo. Det vil jeg også se ;-)

Håber vi ses derude ;-)