1. Den udstilling jeg absolut må se igen.
2. Den gladeste og mest stolte gallerist.
3. Den fineste fine udstilling.
1. I kategorien Den udstilling jeg absolut må se igen vinder Rohde Contemporary med Jeanette Ehlers udstilling The Invisible Empire.
Ferniseringer og videokunst er ikke en god cocktail. Det er en rigtig skidt kombination. Jeg har sagt det før: videoværker kræver tid, fordybelse og ro... og det er der mildest talt ikke meget af ved en fernisering.
Jeg stjal glimt af Jeanette Ehlers værk mellem samtalerne, og det jeg så, fik mig til at ville se mere (det er vel derfor, videokunst i kombination med fernisering alligevel giver mening). Personlige tragedier, misbrug, afmagt, resignation og uforklarlig uretfærdighed formidlet på en ærlig og klar måde af et menneske, der stadig kan se kameraet i øjnene, så det bliver stærkt og gør ondt på samme tid. Flere glimt fik jeg ikke, men jeg kommer helt sikkert forbi for at se værket en eller anden hverdag på et tidspunkt, hvor jeg kan håbe på, at have galleriet for mig selv. Jeg tror, der ligger en særlig oplevelse og venter.
2. Vinderen i kategorien Den gladeste og mest stolte gallerist er Tom Christoffersen. Han var så glad, at han summede rundt blandt gæsterne i et tempo, jeg aldrig har set ham have før og smittede alle med sin entusiasme. Det var faktisk helt svært at sige nej tak til den kolde fadøl, han så gerne ville servere for mig "den er HELT kold" lokkede han, og selvom jeg ikke bryder mig om øl, lød det tillokkende ;-)
Skønt var det. Og forståeligt. For Krista Rosenkilde havde lavet en rigtig god udstilling (læs Kristas gæsteindlæg i et tidligere indlæg her). Og det må være noget ganske særligt at have satset på en helt ung kunstner på et meget tidligt tidspunkt i hendes karriere og se det give pote. Se det virke. Se det gå fra at have det rette potentiale til at have det rette format. Format nok til ikke kun at være en god debutsolo men til at være en kunstner, det skal blive spændende at følge fremover. Tillykke til Krista og Tom og tak for en dejlig ferniseringsoplevelse.
3. I kategorien Den fineste fine udstilling er der ingen tvivl. Den er at finde hos Helene Nyborg, der viser Yuji Watabes udstilling Unidentified Worlds.
Værkerne er enten udviskede og slørede eller knivskarpe. Landskabsværkerne tilhører første kategori. I første øjekast er de slørede som en verden, der ses gennem et florlet gardin. Ved nærmere eftersyn er de detaljerede og pertentlige, som kun japanske kunstnere kan gøre det. De ligner fotografier under fremkaldelse - en antydning af et landskab der er på vej, men som stadig rummer noget uset. Jeg venter. Venter på at de sidste detaljer og figurer skal træde frem. Det er næsten magisk. Jeg har lyst til at trække gardinet til side og se det skarpt. NU! Men jeg bliver holdt fast i det drømmende mellemrum - og her er smukt.
Teknikken er et studie i sig selv. Horisontale streger skaber motivet. Jeg får oplevelsen af, at Yuji Watabe har tegnet det på samme måde som en printer printer. Oppe fra og ned. Linje for linje. Om jeg har ret, ved jeg ikke, men det er en fascinerende tanke. Uanset hvad må han med sin strejteknik have et vildt overblik over sit motiv, inden han kan sætte sig til papiret.
Udstillingen viser også et portræt af en ung pige. Hun er i modsætning til landskabsværkerne knivskarp. Men nu er det ikke bare et fuldt fremkaldt fotografi. Det er ikke kitchet som fotografisk malede værker (eller tegninger) ofte bliver det. Det er fint og delikat.
Ja, det er uden tvivl den fineste fine udstilling. Og den kører indtil d. 5. september, så du kan sagtens nå ind forbi!
Opslag
