1.
Elmgreen & Dragsets installation
Please Keep Quiet er en af mine absolutte favoritter indenfor installationskunst. Det er et par år siden, jeg oplevede den på
Statens Museum, og det var en massiv oplevelse. En oplevelse, der brød alle mine forventninger til mit museumsbesøg. For midt imellem traditionelle malerier, var en dør. En lukket dør, der i første omgang ikke synes at være til museumsgæster, men som alligevel havde et af museets værkskilte ved siden af sig...??... jeg tog i døren, og selvom jeg nu (efter at have læst værkskiltet) havde gennemskuet, at der var et værk bag den, slap jeg per refleks dørhåndtaget, så snart jeg konstaterede, at jeg var på vej ind på en hospitalsstue...??... men jo, den var god nok. Hospitalsstuen var værket.
Værket var en overrumplende oplevelse. Jeg blev helt absorberet af det. Det er en fuldstændig kopi af en rigtig hospitalsstue. Det lugter rigtig, og der lyder rigtigt. Der er helt stille, så stille, at man kan høre den evige baggrunds-vislen fra hospitalets ventilationsanlæg. Helt automatisk blev jeg stille, ligesom jeg ville blive det, hvis jeg gik ind på en rigtig hospitalsstue, for jeg ville ikke forstyrre de fire mænd, der lå og sov i hver deres seng. De var tydeligvis meget syge. Var de overhovedet i live?
Selvom jeg udmærket vidste, at jeg befandt mig midt i et værk på Statens Museum, opførte jeg mig ikke sådan. Jeg skulle ikke tæt på mændende, for de havde da ret til lidt privatliv. Hvem har måske lyst til at blive begloet, når man ligger dødsyg i en hospitalseng? Jeg tog også mig selv i at undre mig over, hvor sygeplejerskerne var henne, og hvorfor der ikke havde været pårørende med friske blomster! Den eneste forskydning, der var i forhold til en rigtig hospitalsstue, var, at sengene var for korte. Så usselt var det - de forfærdeligt syge mænd havde ikke engang plads til at strække benene ud!
Selvom jeg blev i værket i lang tid, ændrede stemningen sig ikke. Intellektet kunne ikke befri mig fra min krops oplevelse af at være blandt dødsyge. Og det var en befrielse at komme ud derfra... tilbage til museumsrummet. Ligeså stor en befrielse som det er at komme ud fra et hospital. Det er som man trækker vejret friere.
Igen bliver jeg suget ind i værket. Igen er det en kropslig oplevelse. Denne gang af at være i forbindelse med lyset.
Et otte meter langt lyskabel hænger ned fra loftet og snurrer om sig selv i et helt mørklagt rum. Jeg bestemmer hastigheden, for sensorer registrerer mine bevægelser, og når jeg går tæt på, sættes hastigheden op. Lyskædens bevægelser i det mørke rum skaber et tredimensionalt lyshav, der er vanvittigt smukt, og de cirklende bevægelser gør mig svimmel. Det er dragende, og jeg har lyst til at blive derinde længe. På en eller anden måde berør det mig også, at det smukke bliver mindre smukt, når jeg går ud. For hvis der ikke er nogen til at sætte lyskæden i bevægelse, hænger den slapt ned, og så er den bare en lyskæde.
3. Shilpa Guptas Singing Cloud, som kunne opleves på
Louisiana under udstillingen
The World is Yours, er jeg vild med, fordi det er som om, den hvisker noget, som kun jeg kan høre. Jeg er nødt til at komme tæt på, og det føles godt. Den er beroligende på en mærkelig foruroligende måde, og jeg har lyst til at bruge meget tid sammen med den, for den luller mig ind i en parallel tilstand, hvor jeg gerne vil være.
Med over 1000 mikrofoner lever den sit eget liv: den nynner, snorker, synger, småmumler og siger børnelyde. Den mærkelige organisme hypnotiserer mig, og jeg har ikke travlt med at vågne igen.
4. Thomas Saracenos edderkoppespindsværker er jeg vild med, fordi de er overvældende og overraskende på en smuk måde. De tager rummet. De fylder det hele ud, og på den måde går jeg fra at være distanceret tilskuer til at være aktiv deltager. For jeg går rundt i værkerne, rundt om værkerne, under dem, over dem - jeg bliver nærmest filtret ind i dem. Det kan jeg godt lide. Altså at føle mig som en del af værket.
For ikke længe siden havde jeg en diskussion med en kunstner, der laver maleri og skulptur, om, hvorvidt det er tilladt at røre ved kunst. Altså fysisk berøre. Jeg blev sat på plads, for kunst skal ses ikke røres! Men jeg er så fuldstændig uenig! Og det er ikke afhængigt af genre ... måske lige bortset fra fotokunst (det er så kedeligt at røre ved glas)... og måske også bortset fra Mona Lisa... , så vil jeg ikke kun berøres af kunsten - jeg vil have lov til at røre den. Jeg vil ikke være passiv tilskuer. Det gælder også malerier, selvom berøringen måske bare er flygtig. Det er det sammenspil, der tænder mine kunstoplevelser. Det er, når jeg absorberes og føler mig som Alice i Eventyrland: lille og i et spil, hvor det ikke er mig, der sætter spillereglerne - at kunsten gør en forskel for mig.
Det kan Thomas Saraceno, der i øvrigt er helt aktuel, for på fredag åbner hans udstilling på
Andersens Contemporary. Jeg glæder mig!
5. Chris Burdens The Flying Steamroller er endnu ét af mine yndlings instal-
lations-
værker. Man kan diskutere om det er en installation, en skulptur eller en performance, men det gælder flere af de eksempler, jeg har givet her og på mit nyhedsbrev. Grænserne er udviskede.
Chris Burdens flyvende damptromle behøver ikke mange ord... jeg er vild med den, fordi den på trods af dens massive tyngde får en lethed næsten som en svævende sylfide, når den sættes igang. Den hopper og danser, den svæver og bliver lydløs... men kun i kort tid. Så hiver tyngdekraften den tilbage på sin rette plads. Har vi ikke alle haft drømme om at kunne flyve? Det er næsten som om, damptromlen drømmer samme drøm, som nu er gået i opfyldelse, selvom det kun er ganske kortvarigt. Kontraserne er voldsomme og overraskende...
se selv her på dette korte filmklip
Opslag
