Et rigtigt kunsteventyr

Der var engang en ung pige, der holdt så forfærdelig meget af kunst. Især den klassiske kunst, syntes hun, var helt fantastisk - i særdeleshed den italienske rennaissances kunst kunne tryllebinde hende.

Samtidens kunst forstod hun sig derimod ikke på. Hun syntes ikke, at samtidens kunst var rigtig kunst. Den var grim. Den var uden tyngde og mening. Den var skabt uden krav om håndværksmæssig kunnen. Den var som en popsang, en døgnflue, en tændstik, der måske nok lyser op i nuet men slukkes hurtigt igen.

En dag gik den unge pige rundt i Milanos gader. Hun glædede sig over, hvor smukt der var, og hun vandrede fra det ene skønne museum til det næste, alt imens hun tænkte, at klassisk kunst nu engang var den eneste rigtige kunst.

Mens hun gik der i sine egne tanker, kom hun forbi den smukkeste arkade: Galleria Vittorio Emanuele, og hun fortsatte gennem den, mens hun forundret kikkede op i de smukke lofter, nød de ornamenterede bygninger og studerede gulvets detaljerede og smukke mosaikker. Hun vidste, at arkadens centrum efter sigende skulle være porten til Milanos historiske center, og hun glædede sig til at stå lige der i centrum og mærke historiens vingesus.

Da den unge pige nåede frem til arkadens centrum, så hun noget besynderligt. Noget befandt sig i det hellige centrum. Noget der bestemt ikke hørte hjemme dér. Hun stoppede brat og forfærdet op foran en karavane af en ældre bil og en campingvogn, der tilsyneladende havde skudt sig vej op igennem gulvet og havde ødelagt de dyrebare mosaikker.

Hun så sig omkring. Det måtte være en spøg. En rigtig dårlig spøj. Hvorfor skulle nogen ville ødelægge denne historiske plads?!

Hun gik rundt og rundt om det mærkelig syn. Igen og igen og igen. Det gjorde nærmest ondt på hende at se den primitive grimhed midt i alt det smukke. Især fordi det var tydeligt, at det var endog særdeles gennemtænkt, at karavanen skød sig op gennem gulvet netop dér.

Tusind spørgsmål summede rundt indeni den unge piges sind. Svarene lod vente på sig men begyndte så småt at krybe frem - i begyndelsen mest som modsætninger, der pirrede hendes nysgerrighed men senere som svar med mening.

Langsom skete der noget med den unge pige. Hun begyndte at mærke på sin krop, at karavanen havde en effekt på hende. Den var så stor og bombastisk i sit udtryk og så umulig at komme udenom, at den nærmest slog luften ud af hende. Den tvang hende til at se Milanos kontraster i øjnene både dem, der handlede om fattigdom og rigdom og dem, der stillede spørgsmål til fortiden, nutiden og fremtiden.

Der skete også noget andet med den unge pige. Det var som om, hendes øjne forandrede sig. Det var som om arkadens skønhed langsomt blev mindre og mindre skøn. Det hele blev lidt forlorent, lidt overfladisk, lidt ligegyldigt. Den unge pige stirrede på arkadens ornamenter, der før havde været så skønne for hende. Hun så, at det skønne ikke længere var helt så skønt. Den ene del af hende ville gerne have den ukomplicerede og rene oplevelse af skønhed igen. Mens den anden del ikke ville være sin nye åbenbaring foruden. Hun havde spist af æblet. Der var ingen vej tilbage. Hun havde set og mærket det, og hun vidste, at hun fra nu af ville være bundet til samtidens kunst. At den klassiske kunst fra nu af ville vise sig for hende, som var den hyldet i et gråt skær. Elmgreen og Dragset havde fanget hende forevigt i samtidskunsten, og efter det første chok havde lagt sig, levede hun lykkeligt videre - nu som passioneret kunstrådgiver i samtidens kunst.