Kunst kommunikerer...

Jeg er i den seneste tid stødt på nogen skønne værker, som jeg vil dele med dig her på bloggen. Skønne og meget forskellige værker. Der kommunikerer så det pisker!

"Speak to Me of Love" hedder denne serie på 3 kaffekopper af Johan Muyle. Man kan lige se selskabet for sig: fine damer med fine hatte rundt om det fint dækkede kage- og kaffebord. De konverserer, sipper til den varme kaffe, rør sukker i kaffen med de fine små skeer og er dannede.

Men Johan Muyles kopper er mekaniske, og der ikke varm kaffe i kopperne. Der er hele og kolde bønner og en lille statue af døden cirkler rundt i bønnerne. På afstand ligner han en lille ballerina fra en spilledåse, også fordi kopperne spiller en lille syrlig melodi, ala den man hører, når man åbner de små pigers spilledåser. Men nej - han er døden. Og når de tre koppers melodier blandes opstår en ganske syret og disharmonisk lydbaggrund.

For mens de fine damer i den velstillede vestlige verden sidder til kaffeselskab, pukles der under umenneskelige forhold for lønninger, der ikke er værd at skrive hjem om i kaffeplantagerne i Mexico eller Brasilien. Jorden udvindes, regnskoven ryddes, vand forurenes...

Her er et værk, der kommunikerer historier om ulighed, social uansvarlighed, miljøuansvarlighed - sætter problemerne på dagsordenen for at manifestere, at vi må tage stilling og tage vores ansvar alvorligt, også når det ansvar umiddelbart ligger mange 1000 kilometer væk. Johan Muyles værker kan ses på galleri :VENUE

Et helt andet værk - et HELT andet værk, jeg bare må vise dig, er et værk af Jiri Geller, der lige nu udstiller på Larm Galleri. Mickey Mouse har haft næsen lidt for langt fremme. Værket hedder "Do Not Touch the Art Work" - men Mickey har ikke kunnet stå for fristelsen.

På Larm Galleri udstiller Jiri Geller en række små skulpturer på hvide montrer. Midt i det hele ligger én af montrene ned, og stakkels Mickey er kommet i klemme. Et humoristisk indslag i den debat jeg kører i forbindelse med kunst i virksomheder i denne tid, hvor innovation og kreativitet står på den ene side mens omkostningsreduceringer og omstruktureringer står på den anden side.

Balancegangen er svær. Er det værste, at Mickey har stukket næsen for langt frem, eller ville det være endnu værre, hvis han ikke havde gjort det?

Hvad synes du?

Birgitte

hahahahaha

Jeg var til et arrangement med Elmgreen & Dragset i går. Og de fandme sjove!

Deres kunst er ofte meget alvorlig af og til endda dyster, men ofte med et humoristisk tvist - den kommenterer alvorlige temaer, den forholder sig til, hvorfor vi lever som vi gør, hvorfor rum og sammenhænge er, som de er, hvorfor vi tænker, som vi gør, også når det er uhensigtsmæssigt og skaber dårlige rammer for vores liv.

Men så har de altså også lavet denne her film, som i virkeligheden er 45 min. lang, men som du kan se et 3 min. klip af her Drama Queens.

Jeg griner stadig - kunsttraditionen sat på spidsen, karikeret og udstillet! Skynd dig ind og se Ciacomettis høje, tynde, stivstikker mand (Michael Elmgreen kalder ham en stakkels anorektiker), der affekteret stiller sig op imod Jeff Koons overfladiske, popsmarte, glitter Rabbit.

Kritisk kunst om kunst serveret på en sjov måde...

Enjoy!

Birgitte

Hvad skal du se i week-end´en?

I den kommende week-end bugner København med kunstoplevelser. Selv hopper jeg op på cyklen og cruiser rundt i gaderne. Der er nemlig ikke kun kunst at se, men debatter, artist talks og performances spredt ud over byen. Du kan finde programmer på de forskellige arrangørers hjemmesider.

I Forum er der Art Copenhagen - den årlige kunstmesse, hvor etablerede skandinaviske gallerier viser og sælger deres kunst.

På fabrikken for kunst og design er der Alt_Cph - den alternative kunstmesse, der viser det de selv kalder rodnettet på den skandinaviske kunstscene - den del af kunsten, der lever udenfor de etablerede institutioner og kommercielle udstillingssteder, men som absolut ikke er mindre spændende af den grund!

På Charlottenborg holder Carnegie Art Award fernisering. Carnegie Art Award er en af verdens største kunstpriser. Den støtter kunstnere i norden med fokus på maleriet i samtidskunsten. Denne gang har den danske kunstner Marie Søndergaard Lolk fået stipendiatet til en ung lovende kunstner på 100.000 SEK.

Og så er der Kopenhagen Contemporary - der rummer spændende arrangementer på de københavnske gallerier, kunsthaller og museer.

Et væld af tilbud - som jeg opfordrer enhver kunstinteresseret til at begive sig ud i. Lad være med bare at tage ud i Forum - jo jo, der vises meget kunst på ét sted, men der sker så meget andet spændende i byen, så und dig selv nogen reelle kunstoplevelser ved de mange performances eller artist talks rundt omkring.

Jeg glæder mig, til vi ses derude ;-)

Birgitte

Flere galleriåbninger

Det har været en lang sommer på den danske kunstscene. Men nu er det slut. Nu pibler de frem igen - gallerierne - i nye fine lokaler og med fornyet gejst og energi.

I fredags var der åbning hos Larm Galleri og Peter Lav fotogalleri, der nu er flyttet sammen i store flotte lokaler på Bredgade. Nærmere bestemt beliggende i skønne rolige Sankt Annæ Passage.

De er absolut et besøg værd. Larm viser skønne skæve og humoristiske værker af Jiri Geller under titlen Series of Disappointments. Især vil jeg fremhæve værket Do not Touch the Artwork, som ét der skal opleves - skønt, ukompliceret og lige til at leve på resten af dagen ;-)

Peter Lav viser Sergei Sviatchenko og Michael Mørk - to meget forskellige tilgange til fotografiet. Men det er også hos Peter Lav at én af mine yndlings fotokunstnere har til huse. Adam Jeppesen (foto). Tag ind til galleriet og gå om i det bagerste lokale - der står et par af hans værker - ikke som en del af udstillingen - bare opbevaret. De er skønne. De skal opleves. Og du kan garanteret få Peter til at fortælle om Adams særlige kompromisløse måde at arbejde på - kompromisløsheden findes i hans billeder. De trænger helt ind bag min hærdede kunstfacade!

God fornøjelse!

Birgitte

Kender du Skulpturiet?

Skulpturiet er et skønt lille sted i en baggård i Store Kongensgade. Det er et kunstnerdrevet sted, der viser samtidsskulpturer.

Jeg kan godt lide, når gallerier vælger sig en niche. Jeg synes, det er skønt at gå på Peter Lavs fotogalleri, hvor jeg ved, at fotokunsten er i fokus. På samme måde er det skønt med skulpturiet - her er det samtidsskulpturen, der udforskes, dyrkes og får liv. Ikke at de andre gallerier ikke viser god fotokunst eller gode skulpturer - på niche gallerierne er de bare specialiseret. Og det virker. I hvert tilfælde for mig.

For øjeblikket kan du se Manuel Gorkiewicz og Antonia Low udstille. Især Antonia Low er forrygende, synes jeg. Se bare det her eksempel (foto) - et indviklet system af ledninger, pærer, plastik slanger osv. sat i forbindelse med en levende stuebirk, hvis jord spreder sig ud over gulvet. Hvad skal der til for at naturen bliver til kultur uden at naturen dør? Hvor meget kan vi byde naturen? Hvad er kunst? Hvad er liv? Er det adskilte størrelser eller eksisterer de i forening? Desuden er værket smukt på sin egen konstruerede og skrøbelige måde.

For al kunst gælder det, at fotogengivelser måske nok gengiver værkets fysiske fremtoning men ikke gengiver bare en brøkdel af oplevelsen. Det gælder måske i ekstraordinær grad for skulpturer, der er tredimensionelle og kræver, at vi er i rummet med dem. Antonia Lows værk er ingen undtagelse. Det skal ses i sit eget rum. Så når du alligevel er på de kanter, så tag ind forbi Skulpturiet - udstillingen kører til d. 10. oktober.

God fornøjelse!

Birgitte

Wauwwww

Ok... It's cool. It's new. It's different and it's just the kind of change we need on the Copenhagen gallery scene.

Everyone was there and everyone was happy and excited. For too long galleries have been slowing down or even closing down. Finally the day came for this grand opening - it has been awaited. The gallerists were proud - proud, tired and relieved - now the move is over and the new hood is a reality. The artists were on top of the world and it was great being a part of it all.

This new Carlsberg art hood sets a certain stardart. The galleries have to compose spectacular shows in these spectacular surroundings.

This first show is a promising start, however, it is as if the old feathers are hard to get rid of.

I want to see art that Copenhagen galleries couldn't show me before. I love Olafur Eliasson's small candle works - but I have seen them before and these new surroundings make me want to see the Sunrise or the Waterfalls or ... you name it - the things that I used to have to go to New York to see.

The dynamics of this new art hood is no doubt going to turn this place into something big. I am looking forward to coming here again and again. And I recommend you to go there too.

I wish the Carlsberg art scene every bit of luck and succes!

Art regards

Birgitte

(Photo taken by Julie Mikines)