onsdag den 16. september 2009

Hvad skal du se i week-end´en?

I den kommende week-end bugner København med kunstoplevelser. Selv hopper jeg op på cyklen og cruiser rundt i gaderne. Der er nemlig ikke kun kunst at se, men debatter, artist talks og performances spredt ud over byen. Du kan finde programmer på de forskellige arrangørers hjemmesider.

I Forum er der Art Copenhagen - den årlige kunstmesse, hvor etablerede skandinaviske gallerier viser og sælger deres kunst.

fabrikken for kunst og design er der Alt_Cph - den alternative kunstmesse, der viser det de selv kalder rodnettet på den skandinaviske kunstscene - den del af kunsten, der lever udenfor de etablerede institutioner og kommercielle udstillingssteder, men som absolut ikke er mindre spændende af den grund!

Charlottenborg holder Carnegie Art Award fernisering. Carnegie Art Award er en af verdens største kunstpriser. Den støtter kunstnere i norden med fokus på maleriet i samtidskunsten. Denne gang har den danske kunstner Marie Søndergaard Lolk fået stipendiatet til en ung lovende kunstner på 100.000 SEK.

Og så er der Kopenhagen Contemporary - der rummer spændende arrangementer på de københavnske gallerier, kunsthaller og museer.

Et væld af tilbud - som jeg opfordrer enhver kunstinteresseret til at begive sig ud i. Lad være med bare at tage ud i Forum - jo jo, der vises meget kunst på ét sted, men der sker så meget andet spændende i byen, så und dig selv nogen reelle kunstoplevelser ved de mange performances eller artist talks rundt omkring.

Jeg glæder mig, til vi ses derude ;-)

Birgitte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar