Nu larmer Larm og Lav igen!

Hos Peter lav kan du fra på fredag se værker af Julia Peirone under titlen Violet Vertigo.

Julia er en ung anerkendt svensk kunstner, der hovedsageligt arbejder med fotografi. Og hvilke fotografier!

Værkserien Blackberry Bloom skildrer på den ene side kvinden på en ærlig, nøgen, sensuel og privat måde men på den anden side også med en distanceret, manipuleret, udstillet og poleret ydre facade.

I mine øjne er de smukke. Helt utroligt smukke. De sorte baggrunde får den lyse hud til at træde helt ud af billedet. De fotografisk skarpe og hårde grænser får den bløde kvindehud til at fremstå endnu blødere. Kontrasterne fungerer.

I samme lokaler ligger Larm Galleri. Her viser de Christian Achenbachs udstilling Lost and Found. Han laver simpelthen også bare super fede værker... energi og musik strømmer ud af hans kunst.

Og det skal jeg altså også se, selvom jeg denne fredag er kommet til at invitere middagsgæster ... I Et eller andet kådt øjeblik glemte jeg, at mine ferniseringsfredage er hellige. Det sker af og til og det er ærlig talt temmelig irriterende, for det ender som regel med, at jeg når begge dele halvt.

Nå - pyt...

Begge gallerier holder fernisering på fredag kl. 17-20. Og de bor på Bredgade - tæt på Christoffer Egelund, der jo viser Art is Easy. Så tag en god ven under armen og start din week-end med en fernis-runde ;-)

Vi ses ;-)

Birgitte

Is Art Easy? - vurdér selv på fredag

Kunstneren bag Galleri Christoffer Egelunds kommende udstilling Art is Easy er Jes Wind Andersen.

Udstillingen forholder sig til maleriet som genre. Alt det overflødige er skrællet af, og tilbage står det nøgne maleri - maleriets helt basale egenskaber og særlige kvaliteter.

Titlen Art is Easy dykker ned i en række fordomme og antagelser om kunst. Er den simple kunst god kunst, eller skal den være kompliceret for at være god? Skal værker have været lang tid undervejs, eller kan god kunst godt være produceret hurtigt? Skal kunst være svært, eller kan det godt falde som en leg? Handler god kunst om godt håndværk, overflade og penselstrøg, eller er den bærende idé det væsentlige?

Udstillingen rummer efter sigende udover malerier også fotos, video og lys. Igen er det en undersøgelse af maleriet. Hvordan fungerer maleriet som genre overfor fotoet eller det levende billede?

Jeg er spændt på, om det rykker noget, eller om det bare er en kulørt lollypop oplevelse.

Der er fernisering hos Egelund på fredag kl. 16-19, og han plejer at gøre det godt, så kom og se for dig selv.

Birgitte

Ærtebjergs foruroligende univers

På Galleri Mikael Andersen kan man i denne tid se værker af Kathrine Ærtebjerg.

De er ikke helt så naive og lykkelige på overfladen, som de plejer at være. Det sære og foruroligende har taget over, og det er faktisk godt, synes jeg. Det barnlige og drømmende univers, hendes værker normalt rummer, er erstattet af mørke skyggefulde motiver. Hendes uskyldige væsner er ikke mere så uskyldige, og de står ikke længere på tærsklen til noget farlig - de er midt i det. Faktisk er det som om, de mørke skygger har taget over og lever deres eget liv, derfor er det også pudsigt, at titlen på udstillingen er Out of Darkness.

Jeg kan godt lide, når malerier eller kunst i det hele taget fortæller historier. Det må man sige Ærtebjergs værker gør.

Udstillingen varer til d. 28. november, og jeg vil klart anbefale dig at nå forbi. Du kan evt. gøre det på fredag, hvis du alligevel skal på ferniseringsrunde i nabolaget.

Måske vi ses ;-)

Birgitte

Hvor ligger Skive?

Mie Olise Kjærgaard hedder hun - den unge danske billedkunstner, der udstiller på Skive ny kunstmuseum i denne tid. Hendes første danske museumsudstilling efter en del år i udlandet.

Udgangspunktet for værkerne er en forladt og forfalden forlystelsespark i Berlin, og motiverne af de forladte konstruktioner fortæller historier om ødelagte drømme og liv, der engang var. Forlystelsesparken, der engang var et sted fyldt med liv, larm, dufte, søde sager, de unges skrig i rutschebanen og glade børn og familier, er nu tom og stille. Hvor blev det hele af? Hvad blev der af glæden? Og ikke mindst hvad byder stedet på i dag?

Jeg har ikke set udstillingen men har set tidligere værker af Mie Olise. Og jeg vil rigtig gerne se den, aller mest fordi jeg allerede uden at have set værkerne kan mærke en melankoli lægge sig omkring mig bare ved at skrive om den her på bloggen. Tomme rustne rutschebaner, ukrudts tilgroede bede, grimhed, ensomhed og stilhed. Fremfor alt stilhed. Ikke en fredfyldt og helbredende stilhed men en nedbrydende og uhyggelig stilhed, der kun brydes

af ballongyngerne, der hænger og svajer lidt i vinden og giver rustne hyle lyde.

Den moltone vil jeg gerne opleve på Skive ny Kunstmuseum. Men hvor ligger Skive? ;-)

Birgitte

Hvad skal du på lørdag?

Fra torsdag til søndag er der International Performance Art Festival i Warehouse 9, bygning 66 i den brune kødby.

Jeg vil især gerne opleve Niko Raes lave sin body-performance lørdag kl. 22-24. Men min lørdag aften er desværre allerede afsat til anden side.

Hvis du har tid, så giv dig selv én på opleveren... en lørdag aften, der ikke bare er, som lørdagaftenener plejer at være. Måske er det barskt, måske er det smukt, måske er det uhyggeligt, intimt eller intenst - det er med garanti hverken Vild med dans eller Fangerne på fortet. Men du skal bestille billet, for der er begrænsede pladser.

Du kan se det fulde program og bestille billet HER.

Og du kan se eksempler på Niko Raes værker HER - især hans videoklip, er fantastisk.

Prøv noget nyt - og se hvad der sker - måske er det fedt ;-)

Birgitte

Er du træt af krisesnak?

Jeg synes, det er trættende med krisesnak. Endnu mere trættende er det dog, at krisen ikke bare slipper taget i os. At vi bliver nødt til at forholde os til en ny normal. Et fingerknips er tillokkende... kan vi få det hele til at gå væk?

På Frieze Art Fair har krisesnakken taget en helt ny drejning. Den danske kunstgruppe Superflex har lavet en film i 4 afsnit, hvor en hypnotisør guider betragteren gennem krisen. De værste personlige kriser og samfundsmareridt gennemleves, mens man opfordres til at lukke øjnene og lade sig hypnotisere. Filmen er inddelt i fire afsnit under titlerne: The Invisible Hand, George Soros, You og Old Friends og hvert afsnit afsluttes med et "In a little while I will snap my fingers and you will wake up feeling happy, fresh og comfortable" og ... knips... ??

Det mørklagte rum, hvor værket vises, er en velkommen kontrast til det hårde lys og den evige støjbaggrund, der er på Frieze. Bag det tykke sorte gardin sænker roen sig. Mine trætte fødder får lov af hvile sig, da jeg sætter mig tilrette i mørket. Men jeg forbereder mig på, at jeg nok kommer til at se en barsk film om krisens konsekvenser eller en kritisk politisk film med finanssektoren, forbrugssamfundet og grådigheden som syndebukke.

Men filmen er stille. Som rummet. En hypnotisørs monotone stemme beder mig om at lukke øjnene. Det går ikke så godt - det med at lukke øjnene - for filmen er klippet på en måde, jeg ikke vil gå glip af. Underspillet og meditativ, tæt på, fængslende, og slet ikke forstyrrende for den indre rejse, jeg begiver mig ud på. Af og til forstyrres jeg af den fjerne messestøj, som herinde i rummet blot er en summen. Forbrugssamfundets hype kører i højeste gear lige ude på den anden side at gardinet. Men her sidder jeg trygt og godt i min mørke kasse.

Knips - jeg er nu glad, frisk og godt tilpas. Jeg har gennemlevet krisens afkroge og skrækscenarier, og nu er jeg fri. Easy Peasy. Hvor var det godt, jeg var på Frieze Art Fair ;-)

Som du kan høre, så er halvdelen af oplevelsen at se værket på Frieze, men i mangel af bedre kan du se The Financial Crisis af Superflex HER.

Birgitte

Pop Art på Tate

På Tate Modern er der pop kunst. Og ærlig talt, så orker jeg ikke rigtig at skrive så meget om det....: penge, glitter, sex, konsumsamfund, kapitalisme, overflade, massekultur ... og det vel nærmest det. Et opgør med den finkulturelle kunst. En hyldest til forbrugsamfundet eller en kritik af det. En leg med kunst vs. reklame, kunst vs. forbrugsvarer, kunst vs. mediverdenen, intellektuelkunst vs. massekultur. Alt i alt ikke en særlig langhåret historie, som jeg vil trætte dig med her.

Men imponerende er det alligevel, at se værker af alle de store internationale kæmpenavne: Damien Hirst, Jeff Koons, Takashi Murakami, Cattelan m.fl. og Andy Warhol selvfølgelig... den store fader-pop ;-)

Og oplevelsen på Tate var sjov og underholdende, og stemningen blandt museumsgæsterne var klart en anden, end den man normalt oplever, når man går på museum. For der var rum med høj musik, rum med pornofilm, med en død hest, en japansk musikvideo, levende enæggede tvillinger under farvede prikker og diamanter i guldbure. Så stemningen var mere løssluppen - mere ala en bar eller natklub end ala et kunstmuseum.

Så luk øjnene. Tænk natklubstemning med pornografiske undertoner, dyre damer med plastik og silikone strategisk placerede steder - og diamanter ikke at forglemme. Mænd, der signalerer magt og penge ... og overlegenhed. Massekultur, alkohol, høj musik, mærkevarer. Sygt overforbrug, overdrevet livsstil og placer det hele på et museum... nyd billederne - I have no more to say ;-)

Birgitte

Emerging artists rocks

På Zoo Art Fair sker der noget med kunsten, som ikke sker på Frieze. På Zoo handler det om kunst. Om kunst, der eksperimenterer, udforsker, fabulerer, og leger. Om kunst der ER her, bare fordi det er, ikke fordi store fancy pancy gallerier skal tjene boksen på dem. Her får man kunstoplevelser med sig hjem, der kryber ind under huden og kan mærkes... de gør en forskel. Jo, der er kunst af svingende kvalitet, det hører med, når man er ung kunstner der prøver sit ståsted som kunstner af, men ikke mere svingende end jeg vil påstå, man finder det på Frieze.

Jeg kunne f.eks. ikke stå for Chris Kennys værker: små bitte billeder eller tekster sat på nåle i et super gennemført grafisk mønster bag glas og ramme.

Nogen (billede) danner cirkler med runde miniture fotos af mennesker. Mennesker der er tykke som tynde, mørke som lyse, unge som gamle, glade som sure, men fremfor alt bare er mennesker på lige fod med hinanden. Og som udgør en enhed - en menneskelig enhed.

Andre af hans værker består af små tekststykker, der danner et perfekt kvadrat og handler om livet, krigen, troen, kærligheden, landet, døden osv. Fine værker i detaljen - i helheden og i ideen.

På Zoo var der også videoværker... der var værker jeg som deltager var med til at skabe, der var lydværker, der var mystiske installationer. Der var kunst!

Og så var der denne gravsten, der med sit tomme kys ramte mig lige der, hvor alle de andre tomme kys fra dem, der ikke er her mere ligger.

Mine oplevelser på Tate må du vente med til i morgen. Så stay tuned!

Taknemmelig kunsthilsner

Birgitte

Idag står den på Zoo og Tate Modern

Jeg er ved at være klar til endnu en spændende kunst-dag her i London. Efter en super aften på en af londons skønne steder: god mad, gode drinks, god musik, god stemning og gode venner, er jeg nu frisk og klar.

I dag står den på Zoo Art Fair der viser etablerede kunstnere men har specialiseret sig i at vise kommende talenter.

Dernæst skal jeg videre til Tate Moderns Pop Life.

Jeg skriver senere med up-dates, billeder og stemningsrapport ;-)

Hav en god dag!

Birgitte

Det blev en lang kunstdag

Kunstmesser er salgsvinduer. Frieze Art Fair er et stort salgsvindue, og det er dét, der gør kunstmesser så udmattende.

Normalt, når man ser meget kunst på én gang, så foregår det på et museum eller i en kunsthal. Her ser man kunst under ordnede forhold, forstået på den måde, at kunsten er rammet ind af et tema. Én kurator har lagt en vinkel på kunsten og udvalgt værker, så de passer ind i temaet. Der er skabt et fællesskab mellem de udstillede værker. I går på The Saatchi Galleri for eksempel hed udstillingn "Abstract America". Det kan være bredt nok, men det afgrænser trods alt, det kunst man ser. Det giver en form for ro, der måske sågar inviterer til fordybelse. Og det er rart.

På kunstmesser er den eneste orden, der tilbydes, et kort over hvilke stande de forskellige gallerier bebor. Hvilken kunst, gallerierne viser, er op til den enkelte gallerist. Og galleristen viser først og fremmest kunst, han tror sælger. For det er en salgmesse, og det koster knapper, at få en stand, så der skal sælges kunst. Helst meget kunst.

På Frieze er der gallerier fra Belgien, Italien, Danmark, Rusland, USA, Tyskland, Kina, Brasilien, Litauen, Dubai, Israel, Japan, Libanon, England, Korea, Frankrig, Østrig, Polen, Holland, Spanien osv. osv. et mangfoldigt kludetæppe af meget forskellige landes bud på samtidskunsten anno 2009. 160 gallerier er repræsenteret. Og det er ærlig talt overvældende.

I de første timer (for meget længere har jeg ikke, inden trætheden sætter ind), er udbuddet og mangfoldigheden spændende, befriende og skøn. Kunsten lever! Men så er det som energien siver ud af mig. Kunst passerer forbi mit blik uden at gøre synderligt indtryk. Jeg trasker fra værk til værk men tænker mere på, hvor der er en stol og en kop grøn te end på, hvilken kunst, jeg ser.

Jeg har i dag set meget kunst, jeg undrer mig over har fundet vej til Frieze, men jeg har også set meget skøn kunst. F.eks Tracey Emins neontekster (billede) In between You Heart and Soul I Rest with You. Efter en lang dag vil jeg lade det stå som de sidste ord.

Birgitte

Uhhh - jeg nåede også lige The Saatchi Gallery...

Det føles som om, mine fødder er vokset til dobbelt størrelse, og det er selvom, jeg har haft meget fornuftige flade støvler på i dag. Hvordan klarer de andre damer det i deres høje stilletter sådan en dag? De ser sgu smarte ud... men AV. Der er ikke noget som storbyer og kunstmesser, der kan give trætte fødder. Så nu får mine et kort hvil på hotelværelset, inden jeg skal afsted igen... så kan jeg lige blogge lidt imens.

Check lige det her billede ud... Altså Saatchi Gallery er ikke kun en fed kunstoplevelse. Bygningen er fantastisk: der er de breddeste Dinesen plankegulve overalt, glasvægge og store gulv-til-loft vinduer, der slører grænsen mellem ude og inde, og så er der de skønneste udstillingsrum, med højt til loftet og plads til enorme værker med meget plads omkring. Ohlala hvornår får vi mon sådan et udstillingsstd i DK?

Hos Saatchi kan man bl.a. se denne Spiral Staircase, af Peter Coffin... den er da helt skøn. Ståene op ad væggen er den helt skæv, absurt og umulig. Hvor fører den hen? Hvilken vej skal jeg gå? Hvordan kommer jeg ind i den? Hvornår er jeg fremme? En trappe, der normalt kræver aktivitet lader mig nu stå som en passiv betragter. Pudsigt og smukt på samme tid. Det er ikke hver dag, jeg ser smukke trapper, der får mig til at stoppe op og tænke over hverdagens begivenheder som en spændende rejse.

I et andet rum mødes jeg af et antal gamle mænd i elektriske kørestole. De ser levende ud - også helt tæt på - skræmmende. Det er verdens ledere, som de kommer til at se ud og leve, når de bliver gamle i følge Sun Yuan og Peng Yu, der er de kontroversielle kinesiske kunstnere bag værket Old Persons Home. De gamle kører i sneglefart rundt i tilfældige retninger uden nogen anden lyd end kørestolenes motorer. De kører ind i væggen, de kører ind i hinanden - nytteløst og uden mening lever verdens ledere en forkrøblet oldingetilværelse hos Saatchi Gallery. På kollisionkurs med hinanden og omverdenen til det sidste.

Det rum, de "bor" i kan man betragte fra en repos - altså lidt fra oven. Men man kan også vælge at gå ned til dem. Det var der ikke rigtig nogen, der gjorde... tilsidst gjorde jeg det, for jeg ville mærke dem helt tæt på. Se dem i øjnene. Og det var vildt. For de var farligt livagtige, og jeg skulle hele tiden passe på ikke at blive kørt ned bagfra, mens jeg kikkede en anden olding øjnene. Lyder det skørt? Det var det også, men en stærk oplevelse, der er svær at formidle med ord.

Jeg har naturligvis også været på Frieze i dag - og skal det igen i morgen. Jeg har også taget billeder til dig. Men du må vente til i morgen. Én ting ad gangen. Idag fik du up-date fra The Saatchi Gallery.

Kunstmætte hilsner

Birgitte

Er lige checket ind og er klar

Jeg sidder i The Cadogans tea longe og nyder en kop grøn te og en omelet, mens jeg venter på, at mit værelse bliver klart. Jeg har god tid. The Professional View åbner først kl. 14 i dag, så der er tid til at snuse rundt i London først.

London er travl - hotellet summer af liv, her er fuldt booket på grund af Frize Art Fair.

Jeg tager kameraet med mig i dag, og sender dig friske nyheder fra den store internationale kunstscene senere. Men først vil jeg begive mig ud på Sloane Street og drifte ud i Londons gader. Speak to you soon ;-)