Det føles som om, mine fødder er vokset til dobbelt størrelse, og det er selvom, jeg har haft meget fornuftige flade støvler på i dag. Hvordan klarer de andre damer det i deres høje stilletter sådan en dag? De ser sgu smarte ud... men AV. Der er ikke noget som storbyer og kunstmesser, der kan give trætte fødder. Så nu får mine et kort hvil på hotelværelset, inden jeg skal afsted igen... så kan jeg lige blogge lidt imens. Check lige det her billede ud... Altså Saatchi Gallery er ikke kun en fed kunstoplevelse. Bygningen er fantastisk: der er de breddeste Dinesen plankegulve overalt, glasvægge og store gulv-til-loft vinduer, der slører grænsen mellem ude og inde, og så er der de skønneste udstillingsrum, med højt til loftet og plads til enorme værker med meget plads omkring. Ohlala hvornår får vi mon sådan et udstillingsstd i DK?
Hos Saatchi kan man bl.a. se denne Spiral Staircase, af Peter Coffin... den er da helt skøn. Ståene op ad væggen er den helt skæv, absurt og umulig. Hvor fører den hen? Hvilken vej skal jeg gå? Hvordan kommer jeg ind i den? Hvornår er jeg fremme? En trappe, der normalt kræver aktivitet lader mig nu stå som en passiv betragter. Pudsigt og smukt på samme tid. Det er ikke hver dag, jeg ser smukke trapper, der får mig til at stoppe op og tænke over hverdagens begivenheder som en spændende rejse.
I et andet rum mødes jeg af et antal gamle mænd i elektriske kørestole. De ser levende ud - også helt tæt på - skræmmende. Det er verdens ledere, som de kommer til at se ud og leve, når de bliver gamle i følge Sun Yuan og Peng Yu, der er de kontroversielle kinesiske kunstnere bag værket Old Persons Home. De gamle kører i sneglefart rundt i tilfældige retninger uden nogen anden lyd end kørestolenes motorer. De kører ind i væggen, de kører ind i hinanden - nytteløst og uden mening lever verdens ledere en forkrøblet oldingetilværelse hos Saatchi Gallery. På kollisionkurs med hinanden og omverdenen til det sidste.
Det rum, de "bor" i kan man betragte fra en repos - altså lidt fra oven. Men man kan også vælge at gå ned til dem. Det var der ikke rigtig nogen, der gjorde... tilsidst gjorde jeg det, for jeg ville mærke dem helt tæt på. Se dem i øjnene. Og det var vildt. For de var farligt livagtige, og jeg skulle hele tiden passe på ikke at blive kørt ned bagfra, mens jeg kikkede en anden olding øjnene. Lyder det skørt? Det var det også, men en stærk oplevelse, der er svær at formidle med ord.
Jeg har naturligvis også været på Frieze i dag - og skal det igen i morgen. Jeg har også taget billeder til dig. Men du må vente til i morgen. Én ting ad gangen. Idag fik du up-date fra The Saatchi Gallery.
Kunstmætte hilsner
Birgitte
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar