tirsdag den 27. oktober 2009

Is Art Easy? - vurdér selv på fredag

Kunstneren bag Galleri Christoffer Egelunds kommende udstilling Art is Easy er Jes Wind Andersen.

Udstillingen forholder sig til maleriet som genre. Alt det overflødige er skrællet af, og tilbage står det nøgne maleri - maleriets helt basale egenskaber og særlige kvaliteter.


Titlen Art is Easy dykker ned i en række fordomme og antagelser om kunst. Er den simple kunst god kunst, eller skal den være kompliceret for at være god? Skal værker have været lang tid undervejs, eller kan god kunst godt være produceret hurtigt? Skal kunst være svært, eller kan det godt falde som en leg? Handler god kunst om godt håndværk, overflade og penselstrøg, eller er den bærende idé det væsentlige?

Udstillingen rummer efter sigende udover malerier også fotos, video og lys. Igen er det en undersøgelse af maleriet. Hvordan fungerer maleriet som genre overfor fotoet eller det levende billede?

Jeg er spændt på, om det rykker noget, eller om det bare er en kulørt lollypop oplevelse.

Der er fernisering hos Egelund på fredag kl. 16-19, og han plejer at gøre det godt, så kom og se for dig selv.

Birgitte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar