Det blev en lang kunstdag

Kunstmesser er salgsvinduer. Frieze Art Fair er et stort salgsvindue, og det er dét, der gør kunstmesser så udmattende.

Normalt, når man ser meget kunst på én gang, så foregår det på et museum eller i en kunsthal. Her ser man kunst under ordnede forhold, forstået på den måde, at kunsten er rammet ind af et tema. Én kurator har lagt en vinkel på kunsten og udvalgt værker, så de passer ind i temaet. Der er skabt et fællesskab mellem de udstillede værker. I går på The Saatchi Galleri for eksempel hed udstillingn "Abstract America". Det kan være bredt nok, men det afgrænser trods alt, det kunst man ser. Det giver en form for ro, der måske sågar inviterer til fordybelse. Og det er rart.

På kunstmesser er den eneste orden, der tilbydes, et kort over hvilke stande de forskellige gallerier bebor. Hvilken kunst, gallerierne viser, er op til den enkelte gallerist. Og galleristen viser først og fremmest kunst, han tror sælger. For det er en salgmesse, og det koster knapper, at få en stand, så der skal sælges kunst. Helst meget kunst.

På Frieze er der gallerier fra Belgien, Italien, Danmark, Rusland, USA, Tyskland, Kina, Brasilien, Litauen, Dubai, Israel, Japan, Libanon, England, Korea, Frankrig, Østrig, Polen, Holland, Spanien osv. osv. et mangfoldigt kludetæppe af meget forskellige landes bud på samtidskunsten anno 2009. 160 gallerier er repræsenteret. Og det er ærlig talt overvældende.

I de første timer (for meget længere har jeg ikke, inden trætheden sætter ind), er udbuddet og mangfoldigheden spændende, befriende og skøn. Kunsten lever! Men så er det som energien siver ud af mig. Kunst passerer forbi mit blik uden at gøre synderligt indtryk. Jeg trasker fra værk til værk men tænker mere på, hvor der er en stol og en kop grøn te end på, hvilken kunst, jeg ser.

Jeg har i dag set meget kunst, jeg undrer mig over har fundet vej til Frieze, men jeg har også set meget skøn kunst. F.eks Tracey Emins neontekster (billede) In between You Heart and Soul I Rest with You. Efter en lang dag vil jeg lade det stå som de sidste ord.

Birgitte