torsdag den 29. april 2010

Ferniseringstorsdag ;-)

I morgen er det St. Bededag. Derfor er det allerede i aften, der er et par ferniseringer, som jeg vil anbefale dig at se.

Hos Tom Christoffersen kan du fra kl. 16 se udstillingen Resend Works, der består af en række collager af Albert Mertz i samtale med vidt forskellige værker af Jes Brinch, Jan S. Hansen, Arthur Köpcke, Storm P, Tal R, Stoffer og Christian Vind. Sidstnævnte er kurator på udstillingen.













IMO viser både Morten Schrøder Lunds udstilling Such a Short Memorial Form og udstillingen Ce n'est pas une image juste, c'est juste une image med Ulrik Heltoft, Marie Kølbek Iversen, Jacob Jensen, Simon Dybbroe Møller, Pamela Rosenkranz og Guy Sherwin.

Så det bliver en kort og overskuelig ferniseringsrunde i aften. Dejligt med tid til fordybelse.

Rigtig god fornøjelse!


fredag den 23. april 2010

Pausefisk

Jeg er blevet pausefisk i mit liv... er nede med sygdom...

Hvis jeg kunne, ville jeg have været forbi Skulpturiet idag... resten må du finde frem til via ferniseringsguiden på kopenhagen.

Beklager!! især fordi min blog er mere-end-nogensinde besøgt i denne tid! Vender hurtigst muligt tilbage.

God fernisering til alle jer derude!

søndag den 18. april 2010

Mine 3 særlige ferniseringsoplevelser 16/4-2010

I denne uge kårer jeg vinderne af de tre kategorier:

1. De bedste værker
2. De mest uhyggelige værker
3. De mest solgte værker.

1. I kategorien De bedste værker vinder Christian Finne, der udstiller hos Beaver Projects. Han har skabt nogle helt vilde tegninger, hvor detaljerne kæmper om pladsen på værker i kæmpeformat. Formatet er godt til Finnes tegninger. Der sker noget vildt, når de fylder en hel væg. Det syrede univers bliver ikke bare noget, jeg er tilskuer til, men noget jeg bliver en del af. Det er demonstrativt, insisterende, anmassende, inviterende, dragende, rablende vanvittigt og vidunderligt.


At sige, at værkerne er detaljerrige, er en kønsløs underdrivelse. Se på værkerne hver dag i et år og du vil stadig finde nye ting, vinkler og anskuelser. Stil dig tæt på. Stil dig længere væk. Detaljerne ændrer sig. Pludselig træder nogen af dem ud i rummet og bliver tredimensionale.

Detaljemyldret kunne have resulteret i uorganiseret rod, men det er ikke tilfældet for disse tegninger. Finne har på finurlig vis (spørg mig ikke hvordan) holdt styr på sine detaljer, så de på én gang lever deres eget vilde liv på papiret og samtidig er underlagt en eller anden form for struktur. Det er ikke bare rod med rod på. Der er system i kaos. På afstand bliver detaljerne til enheder, der udgør en (klar) komposition, og værkerne kommer på den måde til at fremstå som gennemtænkte helheder.

Værkerne fortjener, at du kører ud til Marie hos Beaver Projects og ser dem selv. Jeg kan på det varmeste anbefale både værker og Maries ord på dem, så afsted med dig og rigtig god fornøjelse ;-)

2. Vinderen af kategorien De mest uhyggelige værker er Lisa Strömbeck, som du kan opleve hos Martin Asbæk.

Hendes fotoværker af kæledyr og deres ejere er simpelthen ... ja uhyggelige. Altså ikke forstået på den måde, at det er uhyggeligt dårlige værker, for det er det ikke. De vækker simpelthen ubehag i mig. Der er uden tvivl andre, der får en helt anden oplevelse (hvornår er det i øvrigt ikke tilfældet, når det handler om kunst?), folk der elsker deres særlige bånd med deres kæledyr. Folk, der har kæledyret liggende i sengen om natten og i sofaen om dagen og deler deres fyldte chokolader med det - de vil sikkert synes, værkerne er skønne. Men på mig er de væmmelige. Men hvorfor?

Værkerne viser mennesker, der holder deres kæledyr i favnen. Mennesket er iklædt en pels, der er nærmest identisk med kæledyrets pels. På den måde sammenfiltres menneske og dyr, så det bliver nærmest umuligt at se, hvad der er menneske, og hvad der dyr. Det er pels svunget i pels. Det er menneske og dyr vokset sammen...


















På ferniseringsaftenen var der ikke kun fotos at se men også en performance. Gæster kunne lægge sig i en pelsbeklædt liggestol og blive aet af to mennesker med hvid kittel og pelsvanter på. Midt i Galleriet lå gæster med lukkede øjne og bare tæer og blev aet! Mærkeligt måske, det er der meget kunst, der er, men hvorfor også så uhyggeligt?

Det er fordi, det er en neurotisk form for omsorg med erotisk undertoner. Og DET er f*ndme uhyggeligt - synes jeg.

Værkerne virker. De har sat sig et spor i mig. De er krøbet ind under huden på mig - også selvom jeg helst er fri. De er fascinerende på den onde måde. Egentlig burde pels i pels være æstetisk creme de la creme... men nej... det virker ikke på mig. Jeg synes, det er uhyggeligt.

Men jeg er nysgerrig... hvordan virker de på dig? Hvis du ikke har set Lisa Strömbecks værker endnu, så vil jeg anbefale dig at gøre det. Så sidder jeg her bag bloggen og venter på at høre fra dig ;-)

3. I kategorien De mest solgte værker vinder Peter Linde Busk, der viser værker hos Christina Wilson.

Sjældent har jeg set noget lignende. For det første vises der rigtig mange værker, for det andet er de allesammen solgt! Ok - ikke alle sammen, men næsten. Jeg nåede forbi Wilson sidst på aftenen, og der var vel 5 værker tilbage uden røde mærker. Og det er vel og mærke ud af et samlet antal værker, der må nærme sig de 40.

Men Peter laver også rigtig gode værker. Grænserne mellem det figurative og det abstrakte udviskes og stemninger træder i stedet. Og så er det ikke hver dag, man møder Cobra og Picasso tendenser blandet med unge streger, der samtidig er helt deres egne. Så tillykke til de mange nye glade ejere af Peter Linde Busks værker. Tillykke til Christina Wilson. Og thumbs up for Peter!





torsdag den 15. april 2010

Gæsteblogger # 2: Astrid Kruse Jensen

Jeg er stolt af at kunne præsentere min næste gæst her på bloggen... Astrid Kruse Jensen!

Jeg inviterede hende til at skrive et indlæg, fordi du i morgen kan se hendes soloudstilling The Construction of Memories hos Mikael Andersen, men også fordi, jeg er vild med hendes fotoværker. Så er det sagt. De taler til mig og vækker hengemte erindringer. De pirker til fornemmelser, følelser og stemninger, der ikke er en del af min hverdag, men hører hjemme i en uvirkelig drømmetilværelse, hvor alting går i slowmotion og er stille. Værkerne er samtidig intense og klare, fordi motiverne er indhyllet i mørke. På forunderlig vis skaber hun klare fremstillinger af uklare fornemmelser!

Jeg giver ordet til Astrid Kruse Jensen og håber, vi ses til hendes fernisering hos Mikael Andersen på Bredgade 63 i morgen.

Ordet er Astrids:

Så nærmer dagen sig for min solo udstilling hos Mikael Andersen – sidste gang jeg havde en i det danske galleri var i oktober 2006, så det er ved at være længe siden. Derfor vil nogle af jer måske også have set et par af billederne på gruppeudstilllinger i byen tidligere – men når der går så lang tid mellem soloerne, så må man jo løbende vise, hvad man beskæftiger sig med. Men det er første gang, jeg skal vise mange af værkerne fra projektet ’The Construction of Memories’ samlet.

I mine værker mødes det fremmede og det velkendte – det reelle og det forestillede – og i de nyeste værker også det konkrete overfor det abstrakte. Natten er et fremtrædende kunstnerisk redskab i mine værker. I natten kan jeg manipulere med motiverne, mens optagelsen finder sted. Jeg fotograferer på film, og billederne er skabt i et ’gammeldags’ mørkekammer uden nogen form for efterbearbejdning. Den detaljerigdom og stoflighed, der er tilstede, er et resultat af den lange eksponeringstid. Jeg finder det interessant at anvende fotografiet ’rent’. At udfordre fotografiets basale men fantastiske muligheder. At presse filmens emulsion derhen, hvor tilfældighederne tager over og farverne bliver mættede – der hvor man ikke har den fulde kontrol over det endelige resultat.










The Construction of Memories påbegyndte jeg i 2006, hvor jeg var gravid med mit første barn. I forbindelse med graviditeten, som jo både er en rejse tilbage og en rejse mod noget ukendt – begyndte jeg at arbejde med disse værker, der alle kredser omkring ’erindring’. Jeg er optaget af, hvordan fotografiet ofte dominerer og er bedre end vores hukommelse til at lagre og manipulere med vores erindringer. Projektet indeholder både billeder, der er iscenesatte til mindste detalje og billeder, hvor jeg benytter lokationerne, som de er. Disse to meget forskellige tilgange i skabelsen af værkerne understreger, at en vigtig del af min arbejdsproces ligeledes er den dialog, der opstår mellem de forskellige værker i selve processen. Projekterne strækker sig som oftest over flere år, da jeg arbejder på forskellige projekter samtidig - hvilket skyldes afhængigheden af omgivelserne og årstiderne.










I The Construction of Memories stiller jeg spørgsmål ved fotografiet som ’The beholder of our memory’. I dette projekt skaber jeg erindringer, som aldrig reelt har eksisteret, en diffus eller indbildt erindring som eksisterer i kraft af følelser og fornemmelser. Derfor fremstår billederne med surreelle undertoner – og jeg skaber kun antydninger af historier. I flere af værkerne er en kvindeskikkelse i rødt tilstede, hun eksisterer i billederne som en figur. Hun har været tilstede i mine værker de sidste 12 år. Hun er med til at understrege den ladede stemning, og interagerer med omgivelserne. Jeg forsøger i værkerne at skabe en poetisk forskydning af virkeligheden med udgangspunkt i barndommens univers og fantasiens parallel verden. I billederne skabes en slags rumligt samspil mellem fortid og nutid, en forskydning af tid og erindring. Jeg forsøger at skabe en et drømmeagtigt landskab - et univers, hvor tingene ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være.

Jeg håber vi ses til ferniseringen.


Se mere på Astrids hjemmeside

Læs mere om Astrid på Kunst.dk

Find hende hos Galleri Mikael Andersen

onsdag den 14. april 2010

Ferniseringsfredag 16/4-2010

Denne fredag er helt vild! Der er så mange ferniseringer, jeg gerne vil se, så her kommer et tætpakket program. Det bliver noget af et cruise gennem byen, men jeg vil alligevel anbefale dig at komme med mig rundt netop denne fredag, for der er altså god kunst derude...

Jeg begynder i Kbh S kl. 17 hos Beaver Projects, der viser nye tegninger af Christian Finne. Udstillingen hedder, Kom lad os dulme vores nerver sammen. og den fuldendes med "kold bryg og små skarpe fra fadølscyklen" - hvis man altså er til den slags ;-)

Dernæst rykker jeg ind til kødbyen, hvor Hans Alf inviterer til dobbeltfernisering. Maria Rubinke udstiller porcelænsfigurer, og Frodo Mikkelsen viser malerier under titlen Deers, just so last year. Og så udstiller Bo Bjerregaard værker af Blaise Drummond, som jeg ikke kender, men gerne vil se.












Så går turen mod bredgadekvarteret:

Først skal jeg forbi Martin Asbæk, der viser fotoværker af Lisa Strömbeck. Fascinerende værker af dyr og mennesker, der nærmest bliver til ét i pels under udstillingstitlen In Your Hands. A must see denne fredag.











Hos Mikael Andersen S.K.A.L. jeg se Astrid Kruse Jensens fotoudstilling The Construction of Memories. Hendes værker taler lige ind i hjertet på mig, og jeg har glædet mig til denne udstilling længe!















Jeg har også glædet mig til Adam Saks soloudstilling hos Christoffer Egelund med titlen Dry Your Eyes. Råt, voldsomt, aggressivt, anmasende og ikke til at komme uden om... det bliver en vild og fed kontrast til Astrid Kruse Jensen inde hos naboen ;-)

Tilsidst vil jeg forbi Christina Wilson og se værker af Peter Linde Busk.

Det bliver en god fredag. Jeg glæder mig.

Hvis du synes, det bliver for presset, kan du springe Kødbyen over. Det gør jeg, hvis det bliver alt for forjaget. Hvis du har lyst til at følges med mig og få mine ord om kunsten med på vejen, er du mere end velkommen. Det eneste, du skal gøre, er at sende mig en mail eller ringe mig op senest kl. 14 på fredag og tilmelde dig. Så mødes vi kl. 17 hos Beaver Projects, Strandlodsvej 15, 2300 Kbh S.

Håber vi ses!

torsdag den 8. april 2010

Ferniseringsfredag 9/4-2010



















Så er kunsten vågnet igen efter en stille påske, og i morgen er der atter spændende ferniseringer på programmet.

Jeg begynder på Carlsberggrunden på BKS Garage, der er kunstakademiets udstillingssted for billedkunstskolerne. Her viser Andrea Lind-Valdan, der er 5.-årsstuderende på akademiet udstillingen Universal Time and Space. Læs mere om Andrea Lind-Valdan og udstillingen her.


















Derefter smutter jeg ind hos naboen IMO, der viser Aeron Bergman (US) og Alejandra Salinas (ES) udstilling The Time Machine.













Så lægger jeg vejen forbi Rohde Contemporary, der viser udstillingen Kicking up Dust af Nikolaj Recke.

Og tilsidst skal jeg besøge Q, stedet der drives af studerende på Kunstakademiets billedkunstskoler. Her viser de Simon Damkjær, Philipp Fleishmann og Yuki Higashino.

Jeg inviterer ikke gæster med på runden i morgen, da jeg kun har kort tid til rådighed inden weekenden kalder - desværre. Men jeg håber alligevel på at støde på dig derude.

Rigtig god fornøjelse!

torsdag den 1. april 2010

PÅSKEFERIE











Jeg er off-line og nyder påsken med famile og venner.

Bloggen er oppe og køre igen i næste uge.

Rigtig god påske!

Birgitte