Kunst kommunikerer...

Jeg er i den seneste tid stødt på nogen skønne værker, som jeg vil dele med dig her på bloggen. Skønne og meget forskellige værker. Der kommunikerer så det pisker!

"Speak to Me of Love" hedder denne serie på 3 kaffekopper af Johan Muyle. Man kan lige se selskabet for sig: fine damer med fine hatte rundt om det fint dækkede kage- og kaffebord. De konverserer, sipper til den varme kaffe, rør sukker i kaffen med de fine små skeer og er dannede.

Men Johan Muyles kopper er mekaniske, og der ikke varm kaffe i kopperne. Der er hele og kolde bønner og en lille statue af døden cirkler rundt i bønnerne. På afstand ligner han en lille ballerina fra en spilledåse, også fordi kopperne spiller en lille syrlig melodi, ala den man hører, når man åbner de små pigers spilledåser. Men nej - han er døden. Og når de tre koppers melodier blandes opstår en ganske syret og disharmonisk lydbaggrund.

For mens de fine damer i den velstillede vestlige verden sidder til kaffeselskab, pukles der under umenneskelige forhold for lønninger, der ikke er værd at skrive hjem om i kaffeplantagerne i Mexico eller Brasilien. Jorden udvindes, regnskoven ryddes, vand forurenes...

Her er et værk, der kommunikerer historier om ulighed, social uansvarlighed, miljøuansvarlighed - sætter problemerne på dagsordenen for at manifestere, at vi må tage stilling og tage vores ansvar alvorligt, også når det ansvar umiddelbart ligger mange 1000 kilometer væk. Johan Muyles værker kan ses på galleri :VENUE

Et helt andet værk - et HELT andet værk, jeg bare må vise dig, er et værk af Jiri Geller, der lige nu udstiller på Larm Galleri. Mickey Mouse har haft næsen lidt for langt fremme. Værket hedder "Do Not Touch the Art Work" - men Mickey har ikke kunnet stå for fristelsen.

På Larm Galleri udstiller Jiri Geller en række små skulpturer på hvide montrer. Midt i det hele ligger én af montrene ned, og stakkels Mickey er kommet i klemme. Et humoristisk indslag i den debat jeg kører i forbindelse med kunst i virksomheder i denne tid, hvor innovation og kreativitet står på den ene side mens omkostningsreduceringer og omstruktureringer står på den anden side.

Balancegangen er svær. Er det værste, at Mickey har stukket næsen for langt frem, eller ville det være endnu værre, hvis han ikke havde gjort det?

Hvad synes du?

Birgitte