I fredags var der som bekendt et hav af ferniseringer og dermed en masse kunst, en masse mennesker, et væld af indtryk og oplevelser.
Gallerierne omkring Bredgade havde fundet sammen om at holde fernisering på samme dag, og muligheden for at se en masse kunst inden for kort gå afstand trak virkelig publikum ud i kunsten. Det var fedt at se!
Så tak til gallerierne for at det lykkedes dem at finde frem til en fælles ferniseringsdato midt i alle de individuelle planer. Og tillykke til gallerierne med det store publikum. Jeg håber ikke, det bliver ved den ene gang, så hermed også en opfordring til gallerierne om, at gøre det til en fast begivenhed at holde fælles ferniseringer én eller to gange om året.
Mine 3 særlige ferniseringsoplevelser fra i fredags er:
1. Den bedste stemning og de flest besøgende kunne man opleve hos
Larm og
Peter Lav. Her var pakket til bristepunktet med mennesker og kunst, og der var en fantastisk stemning. De to gallerier har generelt haft fint besøg, siden de flyttede sammen i fælles lokaler i Bredgade, men i fredags gik det amok.
Det skyldes nok især Larms The Mentor Show, der viste værker af 10 kunstnerpar (det trækker i sig selv mange kunstgæster). Galleriet havde inviteret ti yngre kunstnere til at pege på én, der i særlig grad har inspireret dem i deres arbejde, og resultatet var en udstilling med rigtig mange (for mange?) meget forskellige værker.
Peter Lav viste nye værker af Jakob Hunosøe. Friske, lette, pudsige, legende, ukomplicerede, letfordøjelige fotoværker. Også her var der mange værker (men ikke for mange)... der var ikke ét egentligt hovedværk, men en række mindre værker, der især virkede godt i deres sammenhæng.
2. Den mest konsekvente og gennemførte udstilling står
Mikael Andersen for. Her kan man se seperatudstillingen
Heaven med
Niklas Goldbach. Centralt i udstillingen står 3 videoværker, hvoraf især den første
Prologue (se klip af video her) gjorde indtryk med sin smukke høje blå himmel, der brydes af fly - alt for mange fly, der på foruroligende vis krydser henover himlen og bryder naturens ro.
Udstillingen var (da jeg var forbi) ikke voldsomt besøgt. Videokunst er ikke en publikumssluger, med mindre det befinder sig på et museum. Og det er sådan set fair nok, for videokunst kræver fordybelse og tid, og det er der hverken plads eller ro til under en fernisering. Men Niklas Goldbachs videoværker er altså fine, så jeg vil opfordre alle til at besøge galleriet på hverdage, hvor der er både plads og ro til at synke ind i værkerne og få en god kunstoplevelse med sig hjem. Jeg skal i hvert tilfælde se dem igen en tilfældig hverdag midt i ugen, hvor jeg forhåbentlig kan have galleriet mere eller mindre for mig selv.
3. Det bedste værk ... tja ud af så mange værker burde der presse sig mange potentielle bedste værker på... det gør der bare ikke. Måske er det bagsiden af medaljen, når man ser så meget på en gang: de enkelte værker får ikke lov til at synke ind og træde frem, de forbliver dele af en helhedsoplevelse.
Men når nu jeg gerne vil vride ét favorit værk ud af ærmet, er et godt bud
Torben Ebbesens sorte magnetkonstruerede svampelignende figurer hos
Rohde Contemporary. De er så tiltalende og så insisterende tilstede i rummet, at de er svære at holde fingrene fra. Men rør dem ikke, de er bare magnetkonstruktioner. Figurene går ikke decideret i stykker ved berøring, men de mister deres friskhed og skarphed.
Jeg har ikke et godt billede af værket (værkerne... der er tre forskellige med magnetkonstruktioner på), så du må selv besøge Camilla Rohde hos Rohde Contemporary. God fornøjelse.
Hvis du har nogen særlige oplevelser fra i fredags, vil jeg meget gerne høre om dem. Send en kommentar!
Birgitte
På søndag er det sidste chance for at se Overgadens to udstillinger En helt normal udstilling og Pernille Kapper Williams Tale of Contents.
Opslag
