onsdag den 20. januar 2010

Performance på Overgaden

På søndag er det sidste chance for at se Overgadens to udstillinger En helt normal udstilling og Pernille Kapper Williams Tale of Contents.

Men hvis jeg var dig, ville jeg se dem i morgen aften, hvor udstillingen En helt normal udstilling rundes af med "usædvanlige performances, peptalk, dyr, musik, crémant og flæskesvær"... som de skriver i invitationsmailen.

Den normale udstilling får altså en ikke helt normal afrunding... om det er noget for dig...?? vurdér selv ;-)

tirsdag den 19. januar 2010

Fotokunst på Brandts

På torsdag d. 21/1 kl. 19 holder Brandts Museet for Fotokunst fernisering, så hvis du har mulighed for det, ville jeg starte bilen og køre til Odense. Her kan du se samtidsfotografi af Augusta Alta, Kasper Bonnén, Linda Hansen, Nicolai Howalt, Eva Marie Rødbro, Trine Søndergaard, Emil Salto og Ebbe Stub Wittrup (Billede).

Jeg har huset fuld af min søns klasse- kammerater på torsdag, så jeg kan desværre ikke være i Odense. Men jeg har en særlig svaghed for fotografi, så hvis du kommer forbi Brandts, vil jeg meget gerne høre om det. Skriver du til mig?

Birgitte

mandag den 18. januar 2010

Lys på Den Frie


















Det var jo også i fredags, at startskuddet lød for Den Frie Udstillingsbygnings 4 årige projekt, der lægger ud med at vise lyskunst for alle forbipasserende.

Hans E Madsen er den første af i alt 8 kunstnere, der i løbet af de næste 4 fire år hver får ca. 6 måneder til at forholde sig til Den Fries arkitektur og udendørsarealer. Det er der kommet et meget iøjenfaldende lysrelief ud af, og det ser ærlig talt ret fedt ud her i de snedækkede frostkolde vinteraftener.

Helt banalt, er Hans E Madsens lysrelief samtidig en visuel magnet, der henleder opmærksomheden på, at her i denne bygning sker der noget særligt. Ja ja, du ved selvfølgelig godt, hvor Den Frie ligger, men du ville blive overrasket, hvis du vidste hvor mange, der ikke gør det.

søndag den 17. januar 2010

Mine 3 særlige ferniseringsoplevelser


I fredags var der som bekendt et hav af ferniseringer og dermed en masse kunst, en masse mennesker, et væld af indtryk og oplevelser.

Gallerierne omkring Bredgade havde fundet sammen om at holde fernisering på samme dag, og muligheden for at se en masse kunst inden for kort gå afstand trak virkelig publikum ud i kunsten. Det var fedt at se!

tak til gallerierne for at det lykkedes dem at finde frem til en fælles ferniseringsdato midt i alle de individuelle planer. Og tillykke til gallerierne med det store publikum. Jeg håber ikke, det bliver ved den ene gang, så hermed også en opfordring til gallerierne om, at gøre det til en fast begivenhed at holde fælles ferniseringer én eller to gange om året.

Mine 3 særlige ferniseringsoplevelser fra i fredags er:

1. Den bedste stemning og de flest besøgende kunne man opleve hos Larm og Peter Lav. Her var pakket til bristepunktet med mennesker og kunst, og der var en fantastisk stemning. De to gallerier har generelt haft fint besøg, siden de flyttede sammen i fælles lokaler i Bredgade, men i fredags gik det amok.

Det skyldes nok især Larms The Mentor Show, der viste værker af 10 kunstnerpar (det trækker i sig selv mange kunstgæster). Galleriet havde inviteret ti yngre kunstnere til at pege på én, der i særlig grad har inspireret dem i deres arbejde, og resultatet var en udstilling med rigtig mange (for mange?) meget forskellige værker.

Peter Lav viste nye værker af Jakob Hunosøe. Friske, lette, pudsige, legende, ukomplicerede, letfordøjelige fotoværker. Også her var der mange værker (men ikke for mange)... der var ikke ét egentligt hovedværk, men en række mindre værker, der især virkede godt i deres sammenhæng.

2. Den mest konsekvente og gennemførte udstilling står Mikael Andersen for. Her kan man se seperatudstillingen Heaven med Niklas Goldbach. Centralt i udstillingen står 3 videoværker, hvoraf især den første Prologue (se klip af video her) gjorde indtryk med sin smukke høje blå himmel, der brydes af fly - alt for mange fly, der på foruroligende vis krydser henover himlen og bryder naturens ro.

Udstillingen var (da jeg var forbi) ikke voldsomt besøgt. Videokunst er ikke en publikumssluger, med mindre det befinder sig på et museum. Og det er sådan set fair nok, for videokunst kræver fordybelse og tid, og det er der hverken plads eller ro til under en fernisering. Men Niklas Goldbachs videoværker er altså fine, så jeg vil opfordre alle til at besøge galleriet på hverdage, hvor der er både plads og ro til at synke ind i værkerne og få en god kunstoplevelse med sig hjem. Jeg skal i hvert tilfælde se dem igen en tilfældig hverdag midt i ugen, hvor jeg forhåbentlig kan have galleriet mere eller mindre for mig selv.

3. Det bedste værk ... tja ud af så mange værker burde der presse sig mange potentielle bedste værker på... det gør der bare ikke. Måske er det bagsiden af medaljen, når man ser så meget på en gang: de enkelte værker får ikke lov til at synke ind og træde frem, de forbliver dele af en helhedsoplevelse.

Men når nu jeg gerne vil vride ét favorit værk ud af ærmet, er et godt bud Torben Ebbesens sorte magnetkonstruerede svampelignende figurer hos Rohde Contemporary. De er så tiltalende og så insisterende tilstede i rummet, at de er svære at holde fingrene fra. Men rør dem ikke, de er bare magnetkonstruktioner. Figurene går ikke decideret i stykker ved berøring, men de mister deres friskhed og skarphed.

Jeg har ikke et godt billede af værket (værkerne... der er tre forskellige med magnetkonstruktioner på), så du må selv besøge Camilla Rohde hos Rohde Contemporary. God fornøjelse.

Hvis du har nogen særlige oplevelser fra i fredags, vil jeg meget gerne høre om dem. Send en kommentar!

Birgitte

fredag den 15. januar 2010

Ferniseringsfredag d. 15/1
















Bedre sent end aldrig... her kommer mit ferniserings-program for denne fredag.

I aften samler ferniseringerne sig primært omkring Bredgade, så selvom der er mange, jeg gerne vil se, kan det sagtens lade sig gøre. Gallerierne ligger nærmest dør om dør.

Første stop er Christina Wilson på Esplanaden, derefter skal jeg forbi Bredgade gallerierne Christoffer Egelund, Mikael Andersen, David Risley, Larm (Larms hjemmeside er midlertidigt nede, så jeg kan ikke linke til dem) og Peter Lav. Og så kommer turen til de to St. Kongensgade gallerier: Skulpturiet og Rohde Contemporary.
Hvis jeg kan rumme mere, vil jeg også rigtig
gerne til V1 på Flæsketorvet.

Hvis du ikke orker det hele, vil jeg især anbefale dig at se forbi:

1. Christinas Wilsons udstilling med Ulrik Weck I'd Rather be a Joke than a Tragedy.
2. Larms The Mentor Show der viser en række unge kunstnere og deres mentorer.
3. Peter Lav der viser Jakob Hunosøe og Anne Las.
4. Skulpturiet, der viser Karin Lorentzens totalinstallation Cultivator.

Husk! hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet på www.kopenhagen.dk, kan du se det fulde ferniseringsprogram hver uge.

Jeg glæder mig - og håber vi ses derude!

Birgitte

fredag den 8. januar 2010

Forkølelsesfredag afløser ferniseringsfredag

Der er ikke noget at gøre... jeg må simpelthen kravle under dynen og pleje den forkølelse, der nu sidder i hele mit hoved.
Så jeg kommer desværre ikke ud på min faste fredags ferniseringrunde i dag.

Øv!

Jeg havde ellers glædet mig til at se Anders Bojen og Kristoffer Ørum hos Beaver Projects - og ja også alle de andre på min ferniseringsliste. Jeg må se udstillingerne i løbet af ugen i stedet.

Kommer du afsted?

Så vil jeg super gerne høre dine kommentarer, holdninger, anbefalinger osv til aftenens ferniseringer i byen.

Glæder mig til at høre fra dig!

Birgitte


torsdag den 7. januar 2010

Første fernisfredag i 2010

Først... et rigtig godt nytår til dig! Jeg glæder mig til at mødes mere med dig her i blog-land i år.

Jeg har nydt at være off-line i en så forlænget juleferie, som jeg har givet mig selv i år. Men nu går jeg on-line igen og er tilbage med kunstnyt her på bloggen.

I morgen skal jeg på ferniseringsrunde, og jeg har valgt at se:

1. Niels Bonde hos Martin Asbæk kl. 17-19.

2. Thomas Bangsted hos Tom Christoffersen kl. 17-20.

3. Anders Bojesen & Kristoffer Ørum hos Beaver Projects kl. 17-19.

4. Stephen Vitiello, Maria Loboda, Lasse Schmidt Hansen og Talia Chetrit hos IMO kl. 17-21. IMO inviterer i øvrigt til afterparty fra kl. 21... måske det er en god opvarmning til fredags-stemningen...?

Håber vi ses ude i kunsten i morgen!


Birgitte