Hvorfor dør den offentlige kunstdebat lige så hurtigt, som den starter? Skyldes det, at den kunstneriske elite tager patent på den ”rigtige mening” og kalder politikerne dumme? Eller interesserer borgere og politkere sig bare ikke nok for kunst? Savner vi en ny Peter Rindal, med provokerende meninger, til at sætte kunsten på dagordenen? Hvad mener du? Se videosamtalen og giv din mening til kende... Her
Personligt oplever jeg hver dag, at de, der ikke selv er en del af kunstverdenen, har berøringsangst med kunsten. De oplever, at kunstverdenen er elitær, bedrevidende, fordømmende og utilnærmelig. De oplever, at nogen tager patent på sandheden. De oplever, at kunsten gemmer sig bag en kode, som kun kunstkendere har nøglen til. De føler sig dumme ... så dumme, at det næsten er pinligt at spørge om hjælp. Så dumme, at noget så banalt som at gå ind på et galleri, kan være en overvindelse. De oplever kunstverdenen som ekskluderende i stedet for inkluderende. Og hvem har lyst til at forsøge optagelse i en klub, der ikke ønsker nye medlemmer?
Jeg forstår godt, hvorfor kunstverdenen opleves sådan af mange udenforstående.
Og det er derfor kunstdebatten aldrig rigtig kommer igang. En stor del at skylden for den manglende kunstdebat, kan placeres i kunstverdenen selv.
Som Ellen Trane Nørby kommer ind på i videoen, så har kunstverdenen nemlig desværre en tendens til kun at ville acceptere den gode mening og den rigtige holdning, hvorimod det modsatte mødes med en hovedrysten og en overbærenhed og afskrives som uvidende.
Det er et problem, som jeg som kunstkonsulent bruger oceaner af tid på at komme til livs. Jeg bruger så meget tid på at forsøge at afmystificere kunsten og gøre den tilgængelig. Hos mig er der ikke dumme spørgsmål eller upassende holdninger. Der kan være mere eller mindre kvalificerede holdninger, som jeg som kunstrådgiver kan være med til at kvalificere.
Jeg oplever heldigvis en levende kunstdebat mig og mine kunder imellem. Og det er netop, når debatten opstår, og jeg får kritiske spørgsmål, at jeg ved, jeg har lykkedes med at formidle kunsten. I den første lange tid er der nemlig ro. Komfortabel men kedelig arbejdsro, men efterhånden som de bliver trygge blomstrer debatten. Det tager tid. Det kræver tryghed. Det kræver åbenhed og gentagne oprigtige invitationer til deltagelse og holdningsudveksling.
Se bare min blog - den er et godt eksempel på, hvor svært det er at få gang i en debat. Den er efterhånden rigtig godt besøgt, og jeg får dejlig mange kommentarer. Det er der bare ikke så mange af jer derude, der kan se. For langt de fleste kommentarer ender direkte i min mailboks. For at kommentere kunst i et offentligt fora, er noget, de fleste helst vil undgå. Desværre.
Men jeg bliver ved med at blogge om kunst på en uformel, uakademisk og lettilgængeligt måde. Jeg bliver ved med at skrive nyhedsbreve og holde foredrag med det formål at placere kunsten i øjenhøjde. Jeg bliver ved med at rådgive mine kunder på samme uformelle men kvalitative måde. Jeg har min kunstfaglighed med mig, men jeg gør en dyd ud af ikke at slå nogen i hovedet med den.
At pakke kunsten ud for alle interesserede er for mig at se det, der er sjovt, og der den rigtige udfordring ligger.
Kunstverdenen er fuld af kunstformidling lavet af kunstkendere til kunstkendere. Og det er her problemet ligger, Mads. Det er derfor debatten dør. En debat kræver to forskellige holdninger. Og når kunstverdenen ekskluderer dem med de forkerte holdninger, lukker debatten ned, inden den er kommet i gang. Vi, der befinder os i kunstverdenen, sidder med andre ord med ansvaret for at få åbnet den efterlyste kunstdebat.
Du er velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev (jeg reklamerer sjældent for det her på bloggen, men idag synes at være en god dag ;-) via min hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte mig telefonisk eller via mail, hvis du har lyst til at høre mere om kunst og om, hvordan du kan få glæde af min kunstformidling. tlf.: 2021 0702
mail: info@birgitteriis.com
Opslag
