torsdag den 4. marts 2010

Ferniseringsfredag 5/3 -10

Denne fredag bliver en af de rigtig gode ferniseringsfredage. De steder jeg tager til i morgen ligger omkring Bredgadekvarteret med en enkelt afstikker til Kødbyen.

Først vil jeg besøge Hans Alf Gallery, der er blevet kuppet af en stor gruppe kunstnere. Andreas Schulenberg og Jonas Hvid Søndergaard står bag kuppet. 32 kunstnere fra forskellige gallerier, fra forskellige generationer og med forskellig kunstnerisk praksis er gået sammen og viser skulptur, fotografi, tegning, maleri m.m. og slår på den måde fast, at "kunsten er fri og stærk, selvstændig og umulig at tøjle" lyder det i indbydelsen.

Dernæst vil jeg begynde bredgade-runden hos Larm og Lav, der deler lokaler i Skt. Annæ Passage.

Hos Peter Lav kan man se fotos af Hyun-Jin Kwak og Rosemaria Rex. Hos Larm viser de en gruppeudstilling med Rasmus Høj Mygin, Christian Jeppsson, Khaled Barakeh, Dan Stockholm, Mia Helmer, Saskia Nicklin og Mads Lindberg... en masse navne som jeg ikke kender. Det glæder jeg mig til.


















Så går turen til David Risley, der har åbning på et helt fantastisk fint kunstprojekt.

"As a newcomer in the Danish artworld I am unqualified to curate an exhibition of Danish painting. This is the premise of the exhibition, Dear..." sådan skriver David Risley om sin udstilling, der hedder Dear....

I stedet for at prøve at samle de kunstnere, han tror, er vigtige inden for dansk samtidsmaleri, har han ladet kunstnerne selv skabe profilen. Han har blot sat det i gang. Han har inviteret én dansk kunstner, som dernæst har inviteret én, der så har har inviteret én osv. 9 i alt er det blevet til: Jessica Breitholtz Björk, Claus Carstensen, Peter Land, Marie Søndergaard Lolk, Søren Martinsen, Anna Odell, Astrid Svangren, Camilla Thorup og Mette Winckelmann.

Bemærk at David Risley nu har to udstillingssteder: Bredgade 65A og Bredgade 18.

Til sidst skal jeg forbi Mikael Andersen, der viser Mustafa Maluka. Det bliver en god fredag ;-)

Jeg vil prøve at være hos Hans Alf kl. ca 17, så hvis du vil følges med mig på min fernis-runde, er du velkommen. Bare send mig en mail eller ring mig op senest kl. 16 i morgen.

Husk at du kan se det fulde ferniseringsprogram på www.kopenhagen.dk

Håber vi ses i kunsten!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar