torsdag den 18. februar 2010

Market blev jeg i dag mødt af denne Giacometti inspirerede dame af Oskar Korsar fra ALP/Peter Bergman Galleri. En lidt uhyggelig dame, der uden tvivl gemmer på mange hemmeligheder. Hun virkede som om, hun var fra en anden verden, som hun stod der helt stille hele dagen og kikkede betuttet på al virakken... som om hun var på vej et sted hen, men havde glemt hvorhen og i mangel af bedre bare blev, hvor hun var.

Som jeg gik rundt og efterhånden blev mere og mere kunstmæt, mødte jeg hende mange gange. Og efterhånden kom jeg til at holde af hende... jeg havde helt lyst til at stoppe op som hun og træde ind i hendes parallelverden... synke indad og lade kunstmesse være kunstmesse.

Men der var jo så meget andet at se f.eks. denne super skønne papirsklipsag af den unge Joseph L. James fra Galerie Anhava. Så fin og skrøbelig og samtidig så stor og fuld af betydning. Meget større end det fysiske objekt. For værket kaster store skygger op på væggen, og på den måde udvider værket sig til både at være objekt og aftryk, og det bliver dermed visuelt tydeligt, at kunst ikke er så vigtigt i sig selv, som i mødet med verden - det aftryk det sætter i betragteren - i verden - er kunst.

Og så var det smukt. Dekorativt. Ligetil i sin æstetiske væren og alligevel tankevækkende betydningsfuldt. Ja tak, det er kunst.

Men der var naturligvis også bling bling og farver at finde på Market. F.eks. denne Counter-bowl af Tatsuo Miyajima fra Galleri Andersson Sandström. En 1 meter stor spejlskål med blinkende led-tal. Også dette værk sætter også fokus på mødet mellem værk og betragter, for betragteren er i helt bogstaveligste forstand med i værket. Når man ser ned i skålen, ser man sit eget spejlbillede blive til en del af værket... At kunsten ligger i mødet mellem værk og betragter er en så åbenbar del af samtidskunsten, at det ses italesat af MANGE (for mange?) værker - her altså som en spejlskål.

Market er absolut ikke en stor messe. Men der er dælme meget god kunst. Market gør nemlig det, som Art Copenhagen ikke kan finde ud af. De lader kun de seriøse gallerier udstille. De sorterer alt fyldet fra. Alle de gallerier vi alligevel ikke gider se. Alt det kunst, vi ikke gider trave os ømme messefødder til for. Det kunne være rart hvis Art Copenhagen snart kunne få taget tyren ved hornene og få skabt en seriøs nordisk kunstmesse i København - fri for unødvendigt fyld. Men så vidt jeg har forstået kræver det en ny storsponsor. Anyone?

2 kommentarer:

  1. skønt at følge med på sidelinien.. MER MER MER:..
    Jeg er dog helt enig med dit sidste afsnit.. lidt hårdt,, men sandt..
    Det ville klæde KBH ... sender du lidt mere Market i morgen ??

    SvarSlet