Mine 3 særlige ferniseringsoplevelser 26/2

Igår var jeg kun til to ferniseringer. Hos Rohde Contemporary og Christina Wilson. Idag slog jeg så også lige et smut forbi Martin Asbæk for at se den Ebbe Stub Wittrup udstilling, som åbnede d. 4. februar, men som jeg ikke har nået at se før nu. Så jeg snyder lidt, og lader denne uges kåring omhandle alle tre udstillinger.

Mine tre særlige udstillingsoplevelser fra denne week-end fordeler sig i kategorierne:

Den mest overraskende udstilling

Den bedste idé - det mest skuffende resultat og

Det værk jeg ville ønske hang hjemme hos mig

1. Den mest overraskende udstilling er Ulrik Møllers Kraftwerk hos Christina Wilson. Den er overraskende, fordi titlen på udstillingen og det værk, der er afbilledet på invitationen, tilsammen fik mig til at forvente store fotoværker af store voldsomme maskiner, ganske som vi har set hans tidligere værker. Jeg havde med andre ord ikke forventet mig det store. Faktisk undrede jeg mig over, hvorfor disse nye værker ikke havde mere nyt i sig. Havde Ulrik slet ikke udviklet sig? Og hvordan kunne Christina Wilson være stolt af at præsentere nye værker (som hun skrev i invitationen), når de ikke så nye ud på mig?

Udstillingen var overraskende, fordi jeg heldigvis havde taget fejl. Ulrik har selvfølgelig udviklet sig, og Christian Wilson kan heldigvis helt med rette være stolt af at vise hans nye værker!

For værkerne cirklede stadig rundt om Ulriks fascination af maskiners kraftfuldhed, men maskinmotiverne var krydret med motiver af natur, og vekselvirkningen mellem de to gav nyt liv til dem begge. For vist er både natur og maskiner kraftfulde, men det er godt nok på to meget forskellige måder.

Et andet overraskende greb var, at værkerne af de store kraftfulde maskiner eller den store natur, stort set alle var i helt små formater. Et missil 15x21 cm, et fly 15x21 cm osv. Små bitte værker på store hvide vægge... En overraskende god udstilling!

2. I kategorien Den Bedste Idé - det mest Skuffende Resultat vinder Søren Dahlgaard med udstillingen Breathing Room hos Rohde Contemporary.

Ideen bag udstillingen er rigtig god. Søren Dahlgaard stiller spørgsmåltegn ved udstillingsrummet og maleriet, ved at skrælle alt af og lade det helt hvide tomme rum eller lærred stå tilbage som en organisme, der ikke gør eller bør andet end at være, leve og trække vejret.

Hvad er et udstillingsrum? Hvilken rolle spiller udstillingsrummet for kunsten? Hvad er et maleri? Hvilken rolle spiller maleriet (kunsten) i verden? Hvorfor er kunst vigtig? osv. Motivet, penselstrøget, farven og æstetikken er skrællet af, og tilbage står begrebet kunst. Men er begrebet i overensstemmelse med det, vi troede, vi vidste?

The White Cube teorien er ikke en ny teori. Men bag Søren Dahlgaards projekt ligger ikke desto mindre en rigtig god ide. En god idé, der forpligter. Og jeg havde glædet mig meget til at se hans Breathing Room. Jeg blev skuffet.

Oplevelsen var ikke overbevisende. Det vejrtrækkende udstillingsrum rørte mig ikke. Det forblev en god idé. Det ramte aldrig nerven. Det forblev oppe i hovedet, det kom ikke ned i kroppen. Måske var rummet for småt... måske lød lyden af luft ikke som en vejrtrækning... måske var rummet ikke lukket nok. Jeg blev i hvert tilfælde aldrig absorberet af oplevelsen. Jeg var til fernisering, der var vin i glassene og gæster, der hilste på hinanden.... Det fungerede ikke. De store spørgsmål blev aldrig vækket til live.

Måske er det en unfair vurdering. Måske skyldes det, at mine forventninger var tårnhøje. Måske kunne jeg kun blive skuffet... Tag ind til Rohde Contemporary og vurdér selv. Bliver du fanget af andet end den gode idé?

3. Det værk jeg ville ønske hang hjemme hos mig er uden tvivl Ebbe Stub Wittrups sort/hvide foto Devils Bridge II, der vises hos Martin Asbæk.

Devils Bridges... hvad er det ved disse middelalderlige dæmoniske broer, der er så fængslende? Der er sikkert mange lange bagvedliggende historier og forklaringer, men jeg behøver ikke de historier og myter. For mig er Ebbes fotos først og fremmest smukke, harmoniske, beroligende, rene, og hvor broerne fører mig hen?... det betyder ikke noget. Jeg følger blindt med.